Mor - Merete I Afrika

Så kom dagen - i lørdags hvor jeg sagde farvel til de ansatte

på kontoret og her i huset.

Vi havde bestilt maden udefra, og sørgede så ellers for resten selv
Så lørdag morgen havde Lennart travlt med af bære stole
og borde ud i haven. Vejret har jo ikke været for godt her
de sidste par måneder, men i lørdags var vi heldige, solen skinnede
og temperaturen var hæderlig
Jeg havde fået syet et afrikansk sæt i dagens anledning af
det stof jeg fik på hospitalet.

We had ordered food from a company, but it came very late. All other preparations we did ourself

Lennart havde valgt sin klima forandrings t- shirt-
da han skulle være grill mester. Hun skulle have været her med maden
kl. 9 - men tiden gik og gik - jeg ringede flere gange og
jo hun var på vej osv. osv.

De første gæster kom - her Mercy Kambwiri med
sine tre børn - Grace- Daniel og Elisabeth. /Mercy Kambwiri with kids
Mercy er Programme officer for Food Security.

Og vi venter og venter - medens vi ser på billeder /

Waiting for the food - we were going to have barbecue Så kom maden - noget senere grill kullene og så kunne vi komme
igang. Damen der lavede maden, havde haft problemer
med strømafbrydelser. Og så er det jo man spørger sig
selv, hvorfor ringer hun ikke og siger det og spørger
om vi har strøm ?? Ok det er jo Malawi

Her kommer Georg Villie med sin yngste datter.
Georg er Programme officer for HIV/Aids

Etness Kayoyo - kassemester og receptionist /

Etness is sccountant and sitting in the reception
Hun var rigtig smart med cowboystøvler og hat.
Ved siden af hende Georges hustru.
Etness havde taget sin datter og yngste barnebarn med
Han er bare 4 måneder.

Lørdag d. 5.7 havde jeg inviteret de 6 sygeplejersker jeg har været tættest på, med til Mua Mission. Desværre måtte Veronica melde afbud, da hendes mand har haft en blodprop i hjernen, og de kom hjem fra genoptræning, meget sent fredag aften.
Vi samlede dem op forskellige steder i byen, inden vi satte kursen mod Dedza.
Snakken gik livligt i bilen, efterhånden som de kom.
Da vi havde passeret Dedza kørte vi ned af den meget smukke bjergvej mod søen og Mua.
Ingen af dem vidste at vejen var blevet asfalteret og er blevet rigtig god, en god overraskelse for dem alle.

Jeg har nu været i Malawi i næsten 2 år. Det meste af den tid, har jeg arbejdet på Kamuzu Central Hospital – i Epilepsiklinikken.
Her har jeg rådgivet så godt jeg kunnet, men må sige at personalet er yderst veludannet – så det har ikke været meget.
Jeg har måttet være med til at diagnosticere – og ikke mindst ordinere behandling til patienterne.
Jeg har talt tusindvis af piller op i små poser med det medicin de skulle have den næste måned og jeg har prøvet at skabe lidt system i deres journaler og fået lavet et system i Excel regneark – hvor det er lettere for dem i fremtiden af føre statistik over de patienter der kommer, og den medicin der bliver udleveret. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at lave en database i Acces. Det bliver mit vinterprojekt, at gå på kursus og lære det.

Det har været en noget uvant opgave at skulle stille en diagnose på patienterne – og ordinere behandling – noget jeg jo ikke har gjort hjemme i Danmark.
Men her i Malawi har man ikke en eneste neurolog – der findes ikke et EEG apparat – så al diagnostik og behandling foregår ud fra hvad patienten og pårørende kan fortælle.

I Malawi er mængden af medicin også begrænset. Vi har kunnet få Fenemal og Fenytoin – to af de rigtig gamle præparater, samt Tegretol – det meste af tiden. Først indenfor det sidste halve år har det også været muligt at behandle med Deprakine. Disse navne siger ikke de fleste af jer noget, det er nok mest for de indviede. Men set i forhold til Danmark hvor vi har omkring 10 – 12 forskellige præparater at behandle med, er det ikke meget.

Jeg begyndte jo i sin tid at gå til noget sprog undervisning og fik også lært noget Chichewa. Men min lærerinde var akademiker og derfor meget korrekt – og gik utrolig meget op i grammatik og deslige – og der stod jeg altså af.
Bantu sprog – som Chichewa hører til – har nogle meget indviklede regler – synes jeg – .
Der er mange indskudte stavelser, forstavelser og bag stavelser – eller hvad det nu hedder på dansk.
Samtidig er der 6 forskellige navnemåder – hvor udsagnsordene retter sig efter navneordets klasse.
Så der gav jeg op.
Men jeg har lært noget af det mest basale – Goddag og Farvel – har du haft nogle anfald, og talordene op til fem. Derefter bruger de engelske talord – da Chichewa talord er for vanskelige at sige.
Jeg kan sige hvor mange tabletter de skal tage og hvornår de skal komme til kontrol igen og ikke, mindst – kan jeg sige at jeg kun taler meget lidt af sproget – ndi mwa wankulu Chichewa pangono.
pangono. Jeg taler kun lidt Chichewa.
Men jeg har lært at neje for det gør man meget her når man hilser – og jeg har prøvet ihærdigt ikke at lade dem gøre mig til mere end jeg er.

I løbet af det sidste år har de fået en støttegruppe etableret. Det begyndte som en slags Gruppe terapi – hvor epilepsi patienter og pårørende kunne udveksle erfaring og hjælpe hinanden.
Det har så udviklet sig til at blive en gruppe der også arbejder på at få etableret en Epilepsi forening i Malawi.

Så min første afsked blev med den gruppe – heldigvis var der ingen der havde fortalt dem at jeg rejser, så de havde ikke nået at forberede noget. Det var de ærgerlige over – og min oversygeplejerske Lucy Magola påtog sig hele ansvaret for det.
Jeg har over tid gået og lagt lidt penge til side – så jeg i tirsdags kunne overrække formanden
en kuvert med 10.000 Malawi kwacha – som en hjælp til at få foreningen i gang.