Mor - Merete I Afrika

Min Bil!

Den bil Lennart har købt til mig er noget for sig selv. Den er ganske lækker og kører fint, så ingen klager der, men den er sandelig også sikker, på alle måder.

Det er et helt ritual at starte den.
Venstre fod anbringes på et bestemt sted i bunden af bilen. Jeg har nu fundet ud af at det blot er for at jeg ikke skal savne fornemmelse af at bruge en kobling – den har jo automatgear. Troede ellers at det var vigtigt foden blev på det punkt for at den kunne køre. Ja sådan bliver man let til grin.

Det er vigtigt at alle sætter sig ind på en gang, og ikke noget med lige at skulle hente noget man har glemt – for så begynder alarmen pludselig at larme. Denne alarm for at bilen overhovedet kunne forsikres.

Nøglen sættes selvfølgelig i, drejes for at starte motoren. Det vil den dog ikke altid, bare lige, så må jeg låse og låse op igen, før den vil. Det er også vigtigt at holde foden på bremsepedalen. Så snart motoren er i gang, låser dørene automatisk, så er vi i sikkerhed!!!
Så skal håndbremsen slippes, bilen sættes i bakgear, og så bevæger den sig pænt.

Jeg har nu vænnet mig til at køre i den forkerte side af vejen, og orientere mig i venstre side af vejen, rundkørslerne er ikke noget problem heller, og jeg husker at bruge den rigtige kontakt til blinklyset nu.

Det er faktisk rigtig behageligt at køre med automatgear, det har jeg hurtigt vænnet mig til. Skal kun skifte gear, når jeg skal bakke.

Det kræver også sine særlige ritualer at standse den igen – bilen parkeres, og jeg skal sætte gearstangen på P og trække håndbremsen og endelig huske at træde på bremsepedalen, før jeg drejer nøglen om. Og vupti, låses dørene op og vi kan komme ud.

Lørdag d. 26.8 kørte Lennart og jeg en tur til Dedza, hvor vi gik en dejlig tur i skoven på Dedza Mountain. En rigtig smuk skov, med en slags fyrretræer med bløde hængende nåle.
Der var det flotteste kig ud over dalen nedenunder.






På bjerget var det mange lokale der går op i skoven og fælder de små træer, skærer det op i tyndere pinde. Det er mændenes arbejde. Kvinder og nogle enkelte mænd bærer så de store tunge bundter ned til landevejn, alle på hovedet. Imponerende at se dem, gå ranke afsted, med en god fart, ofte med en baby på ryggen også.
Jeg nøjedes med at se på et bundt, skal ikke nyde noget.







Efter en dejlig tur på en times tid, kørte vi længere op af bjerget og spiste vores medbragte frokost.











Vi fortsatte til Dedza Pottery, og mødte på vejen et bryllupsselskab, der også kørte ned til potteriet. Det var dog ku for at de kunne blive fotograferet i den dejlige have.
Det var et flot brudepar, med fint pyntede brudepiger, og alle de yndige små piger rigtig stadset op.

Bagefter tog jeg lige et billede af Lennart i samme have.
Vi fik en kop "kaffe" der oftest består af mest cikorie. Dertil et stykke æbletærte. Chokoladekagen var som sædvanlig udsolgt









Vi kunne jo ikke besøge Dedza uden at handle lidt keramik.
Denne gang blev det til denne sjove tekande og to krus

Da det gik op for mig, at det er nu der er appelsiner og ikke til december, besluttede jeg at det var tid til at bage min Konditor Wennerberg kage.
Den kan jo heldigvis fryses, så den holder til jul

1½ times kørsel fra Lilongwe mod Salima og ud til søen, ligger Livingstonia Beach Hotel, en oase med svømmepøl og søbredden lige nedenfor.
Hvis man er modig, kan man bade i søen, man skal dog være opmærksom på vind og vejr, og ikke mindst strømforholdene.








Lennart har badet i søen flere gange, men indtil videre er både Maria og jeg forsigtige. Og dog, så har jeg en fornemmelse af at vandet i pølen, stammer fra søen.
Man kan få en snegle parasit fra søvandet, men den er langsomt udviklende, så det er nok en gang imellem, at tage en kur mod parasitten og/eller blive undersøgt, når vi kommer hjem.








Udover selv hotellet ligger der også små individuelle hytter, nr. 26 lige ned til stranden. Her vil Lennart og Jeg tage ned og fejre vores næste bryllupsdag til næste år.













Søen og omgivelserne er meget smukke - dette er bare et enkelt billede derfra.

Der var Zebraer rigtig mange - et smukt dyr














Og mange smukke landskaber













Vi så skam også mange flodheste.
Her ligger en flok flodheste og gasser sig













og her går et par på flodbredden overfor Marula Lodge


En af de mange flotte solnedgange vi så

Her venter vi udenfor Land og Lakes kontor på at komme afsted. Det tog lidt over en time, inden de havde fået det hele arrangeret. Men så kom der også en bil og vi kørte mod Zambia.

Græshoppe monsteret på Zambias grænse. Maria og jeg havde netop sat os ned for at vente på de andre, da Maria for skrigende op og pegede på monsteret.

Det måtte selvfølgelig dokumenteres, hvor stort det var. Den var dog noget sløv, så der var ingen fare for at blive angrebet

Indkørslen til Marula Lodge

Maria leder efter monstre før hun går i seng. Der var kun nogle mega myrer

Lige her stod elefanterne og spiste af træet, om natten medens vi stod inde bag vinduet

Mini uglen

En Blue Velvet monkey

Tre stolte og ranke giraffer

De to løvinder med deres fangst medens alt endnu var fryd og gammen. De lå der ganske uforstyrrede og gnaskede løs, medens vi holdt i flere biler rundt om og lyste på dem med projektører. Vi har en teori om at de nok er på Land og Lakes lønningsliste - og placerer sig pænt når der kommer gæster :-)

Her ligger så den ene med sine rester - den anden løve lagde sig ind i græsset bagved.

Den magre sultne hunløve på farten. Hun kunne så let som ingenting have fået et godt måltid, fra en af de mange biler der holdt rundt om. Men der står nok i kontrakten at hun ikke må .-)

De to hanløver der ligger og gasser sig - vivar virkelig tæt på, kun et par meter

Her er Marula Logdes med hytter

Trommen der kaldte os til spisning

Der gøres klar til formiddags forfriskning af Fred

Steven vores guide fortæller.

Vi er Maria, Nuria -fra Spanien, Mig og Carol

Maria sidder sammen med sin lille nye veninden - Dahlila - Nurias datter og Carols barnebarn .

Globetrotteren Lennart Skov-Hansen, afsøger den vidstrakte savanne for at se om der er flere dyr.

Siesta på veradaen der lå ned til floden

Så er vi kommet herned, og vi er installeret i huset. Jeg skal lige vænne mig til at det også er mit hjem nu og at jeg ikke blot er her på ferie som sidste år.
Jeg fik flyttet alle vores ting ud og opmagasineret i lørdags med god hjælp af Simon Jesper, Kasper og Madsen. De var effektive, så det gik godt. Men det var hårdt at flytte vores ting ud og flytte de tre unge mænds ting ind. Men det lykkedes.
Lørdag aften kørte jeg så ind til min mor og far og boede der de sidste to nætter.
Det var ren nostalgi at komme hjem igen - bo i sit gamle værelse og sove i min gamle seng. Det blev til to dejlige dage, med megen hygge og god snak om alt muligt.
Det var så dejligt at se min far, have det så meget bedre end han har haft det i lang tid. Også opmuntrende at han er begyndt at træne igen på det lokale ældrecenter.
Det var vemodigt at tage afsked med de to - som jeg jo nu i mange år har besøgt jævnligt, vel vidende at jeg ikke ser dem igen før - tidligst til april.
Jeg beder til at jeg må beholde dem begge i mange år endnu.
Mandag formiddag tog vi så afsked med dem.

Mandag formiddag i mor og fars forhave

Fra Lyngby kørte vi så til Valby for at spise frokost med Anna Kirstine, Stig, Sixten og Magnus. Simon og Lisbeth var der også. Det var også godt at være sammen med dem alle en sidste gang inden vi tog afsted.

Men... vi kunne jo lige så godt få det overstået, så vi kørte ud til lufthavnen i god tid, fik checket os ind og afleveret bagagen. Det undrer mig stadig at en stor international lufthavn som Kastrup ikke er i stand til at checke os ind hele vejen, og ej heller bagagen.

Heldigvis kunne de heller ikke læse billetterne rigtigt - da min stod til 30 kg - accepterede de uden videre at Maria også måtte have samme mængde. Godt det samme - da hun havde 13 kg for meget med.

Det blev et tårevædet på gensyn - og som Anna Kirstine konstaterede, bliver navlesnoren nu revet endegyldigt over - for hendes og Simons vedkommende.

På vej op til afgangshallen, vinker vi farvel og på gensyn

Hele vores flyvetur gik godt - ingen store forsinkelser, og alt klappede som det skulle. Det længste stræk var fra London til Johannesburg - ca. 11 timer - med jumbo jet og meget lidt benplads. Men vi klarede det og fik også sovet noget af tiden. Jeg havde frygtet at vi selv skulle hente kufferterne i Johannesburg og checke det hele ind igen, men South African klarede det hele for os.

Klokken 12.45 præcis landede flyet i Kamuzu International Airport - og mirakuløst nok, var vores bagage også med.Lennart stod på balkonen og ventede på os - og vi fik vinket til hinanden da vi var på vej ind.

De nyankomne foran lufthavnen

Det tog noget tid at få bagagen ud, men endelig kunne vi kaste os i armene på Lennart - dejligt at mødes igen. Vi kørte hjem til Area 9, plot 153 - hvor der ventede os nogle sandwich. Vi blev også budt hjertelig velkommen tilbage af både Elby - husholdersken og Roderick - gartner. Derefter fik vi os et tiltrængt bad - inden vi kørte ud og så på byen.

Jeg fik afprøvet den nye bil og begyndte at lære venstrekørsel. Bilen er med automat gear, så allerede der var der nyt at lære. Jeg skal vænne mig til ikke at træde koblingen ned og skifte gear, jeg skal huske at afviserblinket sidder i højre side af rattet - fik selvfølgelig startet vindueviskere mm, første gang jeg skulle vise af.

Men det skal nok komme - jeg øver mig hele tiden. Det næste svære bliver at finde vej - vejene har ikke navne som hjemme. Det kræver at jeg skal huske havemure; er det nu ved den grønne, røde eller blå mur jeg skal dreje eller ligeud, eller er det ved den flot klippede busk, det skilt eller deen bygning. Nå men det kommer nok også.

Onsdag - var vi på kontoret og hilse på - og det var et dejligt gensyn, med alle de søde mennesker. Derefter hen på Crossroad - Cresta Hotel - hvor vi først spiste frokost på en lille cafe - Cappucino og dernæst gik vi rundt og snusede i de forskellige butikker. Vi kommer ikke til at mangle noget - man kan købe meget og selv modetøj - til en endda meget fornuftig pris. Vi sluttede aftenen af med en middagsgæst - Anne Kathrine, der boede her sidste sommer og arbejder sammen med Lennart.

Desværre er Lennart gået hen og blevet sløj - og måtte til læge i går. Lægen mente det måske kunne være en lille involdsparasit - bilharzier - efter at have badet i Malawisøen, og han skulle derfor tage 5 store piller mod det. Tog dem i aftes og har ikke haft det godt i dag, men er nu i bedring og kan tage med på safari fredag.

I dag torsdag har både Maria og jeg været ude at besøge vore fremtidige arbejdspladser. Vi lagde ud i morges på God Shepheard skolen hvor Maria skal være med til at undervise de mindste børn. De kan begynde når de fylder 4 år og hensigten med opholdet på skolen her er at de skal lære engelsk. Så det begynder Maria på d. 23. august. Hun skal dog møde i næste uge og blive introduceret til de andre ansatte, samt blive sat ind i udervisningplanen.

Senere på formiddagen kørte vi så ud til Likuni hospital der ligger i udkanten af byen. Det er et katolsk missionshospital, drevet af CHAM - Christian Health Association of Malawi - en af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere. Jeg hilste på Sr. A. Jonas der er forstanderinde, samt oversygeplejersken Mrs. Bonongwe. Vi talte om hvad de forventer af mig, og jeg fik oplysninger om uniformsregelement mm.

Jeg må desværre ikke bruge bukser som hjemme, men skal have en kjole eller nederdel med bluse på. Det mest morsomme er at jeg også igen skal til at bruge en stivet kappe - samt at jeg helst skal bruge lukkede sko og strømper. Men ... heldigvis kan der dispenseres, hvis man er lidt skrøbelig som jeg er med gigt. Så det tror jeg jeg vil benytte mig af, når det bliver varmere.

Men allerførst skal jeg på det lokale Sygeplejeråd og have min registrering i orden. Derefter skal jeg på introduktion på et eller to regeringshospitaler inden jeg kan begynde på Likuni. Men mere om det når jeg komer i gang.

Da Lennart har ligget i sengen måtte vi køre selv. Vi havde dog Elby med som vejviser, men har senere i dag været lidt rundt for at se om vi kan finde vej. Det gik ikke helt godt, men det kommer nok også med tiden. Vi kan finde hen til skole og hospital nu, samt det bedste supermarked, Shoprite.

I morgen fredag tager vi så på en fire dages safari i Zambia. Der kommer mere når vi kommer hjem derfra - både billeder og beretninger.

I dag d. 1.8. er jeg rigtig tæt på at skulle rejse. Faktisk sidder jeg om nøjagtig en uge i huset i Area 9 i Lilongwe.
Den sidste måned er gået med at pakke vores fælles hjem ned i kasser - så de kan opmagasineres.Samtidig har jeg benyttet mig af det gode vejr til at få malet alt træværk udendørs - og endelig, da møblerne i stuen var pakke nogenlunde væk, har jeg også malet der.
De sidste dage herhjemme kommer til at gå med at pakke de sidste ting - min kuffert og forberede mig mentalt.
Jeg lever lidt i et tomrum, men nyder så meget desto mere at kunne sidde på terrassen.
Jeg glæder mig til at skulle til Malawi og tilbringe lidt mere end et år sammen med Lennart, hvoraf vi de første 5 måneder, får rig mulighed for at være tættere sammen med Maria.