Sunday, June 24, 2007
En typisk Afrikansk historie
Følgende søde fortælling har jeg fra Politiken i sidste uge.
Hele dialogen er så typisk afrikansk - læg især mærke til at han afslutter alle sætninger med - Ja-
Herligt at journalisten lige har fået denne lille detalje med
"Mgumbe finder medicinen i rødderne
Hvad laver du?
»Jeg er medicinmand. Jeg sørger
for, at vores stamme kan overleve
og føre traditionerne videre. Ja«.
Hvor får du din medicin fra?
»Vi samler specielle blade sammen i
skoven og på sletterne. Vi udvinder også
en del fra planternes rødder. Mine børn
hjælper mig. Ja«.
Hvor mange børn har du?
»Tre. Den ældste er 13. Der er Kamau, der
er Bobo og der er Wajilo. Wajilo er en pige.
Ja«.
Hvad er dine ambitioner for dem?
»De skal vokse op og lære at passe på køerne.
Og de skal gå lidt i skole og lære om
naturen – der, hvor den helbredende medicin
findes. Måske en af dem kan overtage
mit job en dag. Ja«.
Tror du dine børn kunne tænke sig at komme
ud i verden?
»Jeg ved det ikke. Men for min skyldt
må de gerne tage op til de hvide lande. Op
og se, hvordan den hvide mand lever. Det
vil da være en god ide. Ja«.
Har du selv været uden for Kenya?
»Nej. Måske kommer jeg til det en dag.
Ja«.
Hvad er dit højeste ønske?
»Mit håb er, at vores stamme aldrig
glemmer, hvordan de gamle kikuyuer levede.
Vi har levet på samme måde i mange,
mange generationer nu, og det skal
mine børn og børnebørn føre videre. Vores
traditioner må aldrig gå tabt. Det er
det vigtigste. Ja«.
Kan du give et eksempel på en af jeres traditioner?
»Vi har en ceremoni en gang om ugen,
hvor vi iklæder os noget specielt skind. Vi
bruger også tid på at mindes legenderne
om vores forfædre. En stor mand, Wamugumo,
kunne bore et skyd ned i jorden.
En anden stor mand, Wangombe, kunne
dræbe en leopard med sine bare næver.
Ja«.
Hvordan har kikyuerne det med de andre
stammer?
»Vi er venner med masaierne. De har levet
side om side med os, så langt tilbage,
vi kan huske. Vi elsker dem inde i vores
hjerter. Ja«.
Er der nogen stammer, I hader?
»Luo-stammen. Ja«.
Hvorfor?
»Fordi de hader os. Ja«.
Hvorfor hader de jer?
»Det har de gjort siden gamle dage. De
siger, at vi tog deres land, men det passer
ikke. Måske er de misundelige, fordi vi altid
har været flere end dem. Ja«.
Hvad skal du lave i morgen?
»I morgen er en stor dag, hvor vi skal fejre
bryllup. Det gør vi en gang om ugen."
Hele dialogen er så typisk afrikansk - læg især mærke til at han afslutter alle sætninger med - Ja-
Herligt at journalisten lige har fået denne lille detalje med
"Mgumbe finder medicinen i rødderne
Hvad laver du?
»Jeg er medicinmand. Jeg sørger
for, at vores stamme kan overleve
og føre traditionerne videre. Ja«.
Hvor får du din medicin fra?
»Vi samler specielle blade sammen i
skoven og på sletterne. Vi udvinder også
en del fra planternes rødder. Mine børn
hjælper mig. Ja«.
Hvor mange børn har du?
»Tre. Den ældste er 13. Der er Kamau, der
er Bobo og der er Wajilo. Wajilo er en pige.
Ja«.
Hvad er dine ambitioner for dem?
»De skal vokse op og lære at passe på køerne.
Og de skal gå lidt i skole og lære om
naturen – der, hvor den helbredende medicin
findes. Måske en af dem kan overtage
mit job en dag. Ja«.
Tror du dine børn kunne tænke sig at komme
ud i verden?
»Jeg ved det ikke. Men for min skyldt
må de gerne tage op til de hvide lande. Op
og se, hvordan den hvide mand lever. Det
vil da være en god ide. Ja«.
Har du selv været uden for Kenya?
»Nej. Måske kommer jeg til det en dag.
Ja«.
Hvad er dit højeste ønske?
»Mit håb er, at vores stamme aldrig
glemmer, hvordan de gamle kikuyuer levede.
Vi har levet på samme måde i mange,
mange generationer nu, og det skal
mine børn og børnebørn føre videre. Vores
traditioner må aldrig gå tabt. Det er
det vigtigste. Ja«.
Kan du give et eksempel på en af jeres traditioner?
»Vi har en ceremoni en gang om ugen,
hvor vi iklæder os noget specielt skind. Vi
bruger også tid på at mindes legenderne
om vores forfædre. En stor mand, Wamugumo,
kunne bore et skyd ned i jorden.
En anden stor mand, Wangombe, kunne
dræbe en leopard med sine bare næver.
Ja«.
Hvordan har kikyuerne det med de andre
stammer?
»Vi er venner med masaierne. De har levet
side om side med os, så langt tilbage,
vi kan huske. Vi elsker dem inde i vores
hjerter. Ja«.
Er der nogen stammer, I hader?
»Luo-stammen. Ja«.
Hvorfor?
»Fordi de hader os. Ja«.
Hvorfor hader de jer?
»Det har de gjort siden gamle dage. De
siger, at vi tog deres land, men det passer
ikke. Måske er de misundelige, fordi vi altid
har været flere end dem. Ja«.
Hvad skal du lave i morgen?
»I morgen er en stor dag, hvor vi skal fejre
bryllup. Det gør vi en gang om ugen."
Saturday, June 16, 2007
Lidt mere om mit arbejde
På Kamuzu Central Hospital – KCH - er der ikke så mange børn indlagt for tiden. Det har været en god høst, regntiden er ovre for denne gang, så der er en kort pause inden de igen bliver indlagt med lungebetændelse mm, når det bliver rigtig koldt.
En stor del af mit arbejde for tiden går med Epilepsi patienter. Det er ikke uden problemer, da der de seneste par måneder har været problemer med at få en bestemt slags medicin – Carbamazepin.
Det betyder, at mange patienter enten ikke kan få deres medicin – nogle kan selv købe det, men det er de færreste.
Det betyder, at mange patienter enten ikke kan få deres medicin – nogle kan selv købe det, men det er de færreste.
Valget er så at lade folk skifte præparat – eller give dem til en uge af gangen, sådan at de skal komme herind en gang om ugen.
Det er noget af et dilemma. Vi er lykkelige for hver eneste dåse med Carbamazepin, vi kan få fingre i og vi vogter nidkært over dem.
Samtidig synes jeg det er svært, at skulle sætte folk i behandling med medicin, uden at være 100 % sikker på diagnosen. Jeg ved helt sikkert, at der er en del der får medicin, uden at fejle noget -.
Mine kolleger i Epilepsi klinikken har mange gode ideer til oplysning og undervisning af patienter og pårørende. Her i maj måned er de begyndt med støttegrupper, der skal mødes en gang om måneden. Her tager de forskellige emner op og drøfter, samtidig med at de underviser.
Veronica og Lucy vil også meget gerne ud på skoler og undervis og oplyse lærere og elever, da mange børn oplever at måtte forlade skolen på grund af stigmatisering og angst blandt de andre.
Her er menneskene ikke så anderledes end hjemme i Danmark.
Mine kolleger i Epilepsi klinikken har mange gode ideer til oplysning og undervisning af patienter og pårørende. Her i maj måned er de begyndt med støttegrupper, der skal mødes en gang om måneden. Her tager de forskellige emner op og drøfter, samtidig med at de underviser.
Veronica og Lucy vil også meget gerne ud på skoler og undervis og oplyse lærere og elever, da mange børn oplever at måtte forlade skolen på grund af stigmatisering og angst blandt de andre.
Her er menneskene ikke så anderledes end hjemme i Danmark.
Jeg har også været aktiv sammen med sygeplejerskernes tillidsrepræsentant på KCH – Matilda Munthali. Der er en fagforening for sygeplejerskerne, der har ligget noget underdrejet i mange år, men som nu via hjælp fra det norske forbund, er kommet i gang igen.Matilda kæmper utrætteligt for bedre forhold for sygeplejersker og andet sunhedspersonale. For nogle måneder siden indledte samtlige sygeplejersker en ”arbejd efter reglerne” aktion. De ville passe deres planlagte arbejde og tjenester, men ville ikke tage ekstra arbejde, før de fik lovning på bedre løn.
Der gik panik i ledelsen og sundhedsministeriet, og mange fik pålagt at tage ekstra vagter, og aktionen faldt lidt til jorden.
Men man var alligevel blevet så bange for Matilda, at hun fik brev om at hun var forflyttet til sin hjemby – Karonga – helt oppe nordpå. Her viste fagforeningen at have sin berettigelse – man satte en advokat på sagen og truslen blev trukket tilbage.
Nu vil Matilda, gerne have lavet nogle sociale foranstaltninger der kan blive til hjælp og støtte for personalet.
Det drejer sig bl.a. om at få etableret en kantine samt nogle telefonbokse, hvor de kan tjene penge til andre aktiviteter.
Det er bl.a. en børnehave, samt et børnehjem til forældreløse børn af sundhedspersonale, der er døde – oftest af Aids relaterede sygdomme.
Matilda spurgte mig en dag om jeg har nogle ideer til finansieringen af dette. Mit svar, var at jeg mener at det skal være en kontakt fra Sygeplejeforbundet her til Dansk Sygeplejeråd.
Som sagt så gjort – Matilda fik skrevet et brev, og sammen besøgte vi så National Organisation of Nurses and Midwifes in Malawi – NANM.
De har en meget karismatisk direktør – Dorothy Ngoma. Hun synes om ideen, og er nu i gang med at få skrevet en henvendelse til DSR.
Så bliver det spændende at se hvad der kommer ud af det.
Friday, June 15, 2007
En dag på Kamuzu Hospital
En dag på Kamuzu Central Hospital
Jeg møder på arbejde en mandag morgen, som så mange andre. Veronica, min kollega er der allerede, og jeg kan se hun er træt.
I løbet af formiddagen, sidder hun flere gange og nikker med hovedet og gaber højlydt, medens der er patienter, vi behandler for Epilepsi.
Hvorfor er Veronica så træt - klinikken har været lukket i weekenden? Og hun skulle have haft fri!
Jeg møder på arbejde en mandag morgen, som så mange andre. Veronica, min kollega er der allerede, og jeg kan se hun er træt.
I løbet af formiddagen, sidder hun flere gange og nikker med hovedet og gaber højlydt, medens der er patienter, vi behandler for Epilepsi.
Hvorfor er Veronica så træt - klinikken har været lukket i weekenden? Og hun skulle have haft fri!
Veronica har som så mange andre sygeplejersker her i landet haft ekstravagter i hele weekenden - og denne gang arbejdet fra søndag morgen, gennem en nattevagt til mandag og fortsætter så sit sædvanlige arbejde mandag morgen.Veronica er eneforsørger af sin familie - manden fik et slagtilfælde for et par år siden og er ikke kommet i arbejde igen. Der er fire børn, et barnebarn samt et par forældreløse slægtninge, som hun skal sørge for.Den almindelige løn, rækker slet ikke til det, derfor det meget ekstraarbejde.Dertil kommer at der mangler uddannet plejepersonale her i landet. Alt for mange er rejst til England , da løninger og arbejdsforhold det er bedre.
Endelig er der blandt de der bliver tilbage i landet, en del der er smittet med HIV og dør af Aids relaterede sygdomme.
Endelig er der blandt de der bliver tilbage i landet, en del der er smittet med HIV og dør af Aids relaterede sygdomme.
Veronica ved skrivebordet på det lille kontor der udgør Epilepsiklinikken.
Malawis regering vil gerne hæve sundhedspersonalets lønninger med 53 %, men her er det så at Verdensbanken og Den Internationale Monetære Fond blander sig og bestemmer, hvor meget der må bruges indenfor enkelte områder i regeringens budget. Og der må ikke bruges for meget til sundhed. Gældslettelse og donationer skal primært bruges til private initiativer.
Indenfor det område jeg arbejder med – Epilepsi – har vi HELE 3 midler at vælge mellem – Fenemal, Fenytoin og Tegretol. Vi får måske lov til i år, også at ordinere Valproat. i Danmark har vi ca. 12 forskellige specialiserede præparater at vælge mellem.
Desuden er mulighederne for at diagnosticere patienterne korrekt yderst begrænsede.
Der findes kun et EEG apparat i landet og det virker ikke, der er ingen der kan betjene det og heller ingen der kan aflæse kurverne.
Så al diagnostik foregår ved samtale med patienten og pårørende og ud fra det stilles en diagnose og en behandling påbegyndes.
Med min viden og erfaring fra Epilepsi behandling i Danmark, føler jeg mig ofte usikker på om jeg gør det rigtige. Jeg er ikke glad for at uddele Fenemal og Fenytoin i de mængder vi gør, da de to præparater har mange, kedelige bivirkninger. Men det er mulighederne her.
Det bekymrer mig også at mange bliver "anfaldsfri" på minimale doser af medicin. Gad vide hvor mange vi behandler for epilepsi, som ikke har det ?
Når jeg ikke er i epilepsiklinikken, er jeg med på børneafdelingen. På modtageafsnittet, er der konstant overbelagt. Det er nærmere reglen end undtagelsen, at der ligger to - tre børn i hver seng.
Mange af børnene bliver indlagt med sygdomme, der skyldes Aids i udbrud – og så er mange af dem stærkt underernærede.
De bliver overflyttet til en Ernæringsenhed, hvor de bliver behandlet med beriget kosttilskud, vitaminer og medicin til at behandle deres Aids og følgesygdomme.
Når man ser på børnene, og samtidig deres mødre, er der ingen tvivl om hvem der er smittet med HIV.
De børn, har oftest ”sunde” mødre, medens de hvor underernæringen skyldes generelt dårlige levevilkår, ser mødrene lige så elendige ud som børnene.
Mødrene opfordres til at lade sig teste, så man kan få en ide om børnene også er positive. Man kan ikke udføre HIV testning på børn under 18 måneder - her vil antistoffer fra moderen vise et positivt resultat uden at barnet behøver være smittet.
Det er en god ting, at man kan behandle Aids med ARV – der forlænger livet og giver de børn der overlever et godt liv, men det tragiske er at de ikke, som voksne kan tillade sig selv at få børn, for derved bringer de jo HIV smitten videre. Derved bliver tragedien dobbelt, idet mange i dag dør, børn som voksne, men der bliver også store årgange der ikke kan komme til at få et normalt familieliv.
Sygeplejearbejdet består her mest i at give medicin til de mange indlagte børn. Der er ikke megen pleje - det må medindlagte pårørende sørge for.Jeg synes at alt for meget medicin gives i et drop også på de helt små. Og alt for tit ligger drop nålen ikke korrekt, så medicinen bliver sprøjtet ind under huden, og/eller man skal lægge nålen om.
Jeg behøver vel ikke at fortælle at det berører mig meget, at se og opleve at børn, skal fødes til så megen lidelse.
Foto: Mike Kollöffel
Wednesday, June 13, 2007
Min Arbejdsplads
Porten ind til Kamuzu Central Hospital eller som det rigtig hedder Lilongwe Central Hospital.
Skiltet der viser ned mod børneafdelingen. Den ligger i en fløj for sig selv og består af 3 afsnit.
Hvis man nu ikke lige kan læse så er dette maleri også en god vejviser.Foto: Mike Kollöffel
Patienterne henvender sig først ved dette "vindue" hvor de bliver registreret - får et nummer og journalpapirer. Gamle journaler findes frem, hvis sådan en findes. Derfra bliver de vist ned på Afsnit A, der er modtageafsnittet.
Gangen ned til Afsnit A - Her venter patienterne med deres forældre på at komme ind til en læge der skriver journal, og ordinerer deres behandling. Sygeplejerskerne udfører så ordinationerne og indlægger børnene på modtagestuen.Foto: Mike Kollöffel
To sygeplejersker der taler med en mor og er på vej rundt med medicinenFotot. Mike Kollöffel
Afsnit A - Intensive Care Unit- hvor de mest syge børn indlægges til deres tilstand er stabiliseret. Her ligger der som oftest mindst to børn i hver seng, og er de rigtig små kan der godt være tre.Foto: Mike Kollöffel
Foto: Mike Kollöffel Et vandfad med vand - det er tydeligt - i det er der placeret en kande med drikkevand og rundt i vandfadet flyder medicinbægre, et par sprøjter mm.Foto: Mike Kollöffel
Dette er så medicinskabet ! - Det er jo meget praktisk at man kan tage det med rundt til patienterne, og give dem medicin. Det ville også være en umulighed at hælde op og dele ud, specielt da der oftest ligger 2 - 3 i hver seng
Foto: Mike Kollöffel
En sygeplejerske på Afsnit B
Dette er så medicinskabet ! - Det er jo meget praktisk at man kan tage det med rundt til patienterne, og give dem medicin. Det ville også være en umulighed at hælde op og dele ud, specielt da der oftest ligger 2 - 3 i hver seng
Foto: Mike Kollöffel
Foto: Mike Kollöffel
Fra Afsnit A bliver børnene flyttet - enten til Afsnit B - der tager sig af de "almindelige" sygdomme, lungebetændelser, maveinfektioner, malaria, tuberkulose etc.
En sygeplejerske på Afsnit BFoto: Mike Kollöffel
En side fra den daglige rapport.
En side fra den daglige rapport.Foto: Mike Kollöffel
På dette sted der ligger for enden midt mellem Afsnit B og C er der en dejlig legeplads til børnene. Der er noget forskelligt legetøj til dem, der bliver administreret af et personalemedlem.
På Afsnit C behandler man så de fejl- og underernærede børn. Afsnittet ledes ubestrideligt af Beatrice Namelau - en meget engageret og dygtig sygeplejerske.
Med midler fra EU er der nu oprettet behandling af fejlernærede børn ude i deres landsbyer.
Børnene bliver vejet hver dag og resultatet noteres i deres journal. De bliver vurderet grundigt, har de ødemer af benene, armene eller ansigtet, deres appetit bliver noteret, har de kastet op etc. Alt noteres ned og videre behandling bestemmes ud fra dette. Med til standard behandlingen hører også et antibiotikum, A-vitamin og Folinsyre. Ud over dette behandles andre sygdomme, hvis de lider af nogen.
Foto: Mike Kollöffel
Her bliver et barn undersøgt af Beatrice
På dette sted der ligger for enden midt mellem Afsnit B og C er der en dejlig legeplads til børnene. Der er noget forskelligt legetøj til dem, der bliver administreret af et personalemedlem.Det er også her mødrene til de fejl- og underernærede børn bliver samlet mandag, onsdag og fredag til undervisning og oplysning om godt og rigtig kost.
Foto: Mike Kollöffel
På Afsnit C behandler man så de fejl- og underernærede børn. Afsnittet ledes ubestrideligt af Beatrice Namelau - en meget engageret og dygtig sygeplejerske.Med midler fra EU er der nu oprettet behandling af fejlernærede børn ude i deres landsbyer.
Det betyder at det kun er de meget syge børn der bliver undlagt på Afsnit C -
Nutrition Rehabilitation Unit. Der er udarbejdet helt klare retningslinier for hvilke børn der skal indlægges. Det er de dårligste, hvis vægt er mindre end 75 % af normalen, der ikke har appetit, kaster op, har feber og andre sygdomme i tilgift.
Der findes en helt bestemt behandlingsplan for dem. De begynder med at få mælkepulver - der indeholder de nødvendige næringsstoffer. Når de så er i bedring, går de over til en anden diæt, der består af en blanding af jordnøddesmør, madlavningolie, flormelis og vitaminer og mineraler. Det skal de have hver tredie time i døgnet.
Foto : Mike Kollöffel
Børnene bliver vejet hver dag og resultatet noteres i deres journal. De bliver vurderet grundigt, har de ødemer af benene, armene eller ansigtet, deres appetit bliver noteret, har de kastet op etc. Alt noteres ned og videre behandling bestemmes ud fra dette. Med til standard behandlingen hører også et antibiotikum, A-vitamin og Folinsyre. Ud over dette behandles andre sygdomme, hvis de lider af nogen.Foto: Mike Kollöffel
Her bliver et barn undersøgt af BeatriceFoto: Mike Kollöffel
Her får den lille pige Chiponda - den specielle blanding til dem
Her får den lille pige Chiponda - den specielle blanding til demFoto: Mike Kollöffel
Vægt kontrol skemaet på NRU - udarbejdet af UNICEF
Vægt kontrol skemaet på NRU - udarbejdet af UNICEFFoto: Mike Kollöffel
Fordelen ved det nye program er at mange flere børn kan blive hjemme i landsbyen. Det
betyder også at moderen, der jo oftest er indlagt sammen med barnet, kan blive i hjemmet
og tage sig af hele familien.
Samtidig bliver hele lokalsamfundet opmærksom på problemer med fejlernæring, landsby
ledere hjælper med til at synliggøre problemet, og sygehuset kan bruge sine begrænsede pladser til andre syge børn, der har brug for det.
Så er arbejdsdagen slut, og jeg går op af gangen fra børneafdelingen og ud til bilen.
Foto: Mike Kollöffel
Området udenfor børneafdelingen hvor der nu er mange mennesker, medens der i regntiden
er færre.
Foto: Mike Kollöffel
Fordelen ved det nye program er at mange flere børn kan blive hjemme i landsbyen. Det
betyder også at moderen, der jo oftest er indlagt sammen med barnet, kan blive i hjemmet
og tage sig af hele familien.
Samtidig bliver hele lokalsamfundet opmærksom på problemer med fejlernæring, landsby
ledere hjælper med til at synliggøre problemet, og sygehuset kan bruge sine begrænsede pladser til andre syge børn, der har brug for det.
Så er arbejdsdagen slut, og jeg går op af gangen fra børneafdelingen og ud til bilen.Foto: Mike Kollöffel
Området udenfor børneafdelingen hvor der nu er mange mennesker, medens der i regntidener færre.
Foto: Mike Kollöffel
Tak til Mike Kollöffel for at jeg har måttet bruge dine billeder til denne beretning.
Tuesday, June 05, 2007
Grundloven ud til folket
Selvom mange mennesker i Malawi hverken kan læse eller skrive, så skal det ikke være en undskyldning for, at man ikke kender til landets Grundlov. Den indeholder nemlig teksten om folks rettigheder og pligter – og der er altid nogle i landsbyen, som kan læse og fortælle videre. Derfor har en af Folkekirkens Nødhjælps partnere, CCJP( Christian Commision for Justice and Peace), sat sig for at trykke grundlovsteksten på to af de vigtigste lokalsprog, Chewa og Tombuka og fordele den i kæmpe oplag..
Enhver "function" indledes med sang og dansGrundloven er et vigtigt dokument, når det gælder udviklingen i landet. Gennem denne får befolkningen indblik i, hvordan demokrati og medbestemmelse bør fungere og hvordan landets ressourcer bør fordeles under henvisning til basale menneskerettigheder om mad til alle, sundhed og undervisning. Det er de lokalt valgte parlamentsmedlemmer, der skal være med til at fremme udviklingen i landsbyen, men CCJP har erfaring for, at de sjældent sætter deres ben i landsbyen, når først de har sat sig på Tinge i hovedstaden.
En stak Grundlove klar til uddeling
Mrs Banda fra CCJP
Grundloven anvendes også af CCJP til at hjælpe landsbyen på vej i egen udvikling. Forskellige komiteer lærer hvorledes de kan formulere ansøgninger til distriktsmyndighederne om hjælp til rent drikkevand, undervisningsmaterialer og lærere til skolen, hyppigere besøg af landsbrugskonsulenter o.s.v.
Grundloven anvendes også af CCJP til at hjælpe landsbyen på vej i egen udvikling. Forskellige komiteer lærer hvorledes de kan formulere ansøgninger til distriktsmyndighederne om hjælp til rent drikkevand, undervisningsmaterialer og lærere til skolen, hyppigere besøg af landsbrugskonsulenter o.s.v.
Samtidig får landsbybefolkningen også øjnene op for, hvilke ressourcer de selv råder over og hvordan de bedst kan bruge deres kræfter på at komme videre i udviklingen. Malawi har en grundlov, som kun er 12 år gammel, men allerede nu trænger den til justering på en række områder. Spørgsmålet om dødsstraf er blevet heftigt diskuteret. Heldigvis er de kirkelige organisationer, så som CCJP gået i brechen for, at den formentlig bliver afskaffet i den nye tekst.
Der lyttes intenst til talerneCCJP gennemfører også træning og undervisning at kvinder, som aspirerer til at stille op til det næste lokalvalg senere på året. Kvinderne er fortsat i mindretal i alle landets folkevalgte forsamlinger og institutioner. Interessen er stor blandt kvinderne – og deres mænd er efterhånden begyndt at forstå, at kvinderne har lige rettigheder som dem selv.
Smukke mennesker - bemærk Ngoni krigerenNår CCJP uddeler Grundloven i landsbyerne, så foregår det altid under festlige omstændigheder. Undervejs i udlægning af teksten fyger det med kommentarer rettet imod distriktsmyndigheder og det lokale parlamentsmedlem. Mænd, kvinder og unge udveksler hyppigt bemærkninger over for hinanden – og så går trommerne til fælles dans indimellem.
Så er Ngoni krigeren i aktion
Mere sang og dans. Teksten er om Grundloven
Også børn og unge deltager
Så bliver Grundloven delt ud
Den bliver gennemgået og debatteret
Alle lytter
Teksten studeres grundigtMaj måned 2007
Lennart
Sunday, June 03, 2007
Projektbesøg i Nsanje
Projektbesøg i Malawi Overrisling af landbrugsjord i Nsanje: Den sydligste tip af Malawi udgør afslutningen af Great Rift Valley, der strækker sig gennem den nord-østlige del af Afrika. Området ligger kun nogle få meter over havets overflade og gennemstrømmes af Shire floden, der er det eneste afløb fra Malawisøen. Ved byen Nsanje løber floden ind i Mozambique og videre ud i den kæmpemæssige Zambesi flod. I regntiden er her varmt og fugtigt, over 40 grader. Landet er meget frugtbart, men befolkningen rammes næsten hvert år af både tørke og oversvømmelse. Regnen falder i store mængder i de omkransende bjerge og samtidig svulmer Shire floden op med vand fra Malawisøen. Det giver oversvømmelse, men der aflejres samtidig god landbrugsjord. I tørtiden fordamper vandet hurtigt på grund af den høje temperatur og dermed rammes befolkningen af tørke. I Shire floden er der derimod rigeligt med vand året rundt. Vejrforholdene bliver fortsat mere ekstreme på grund af den globale opvarmning.
Shire floden
Der bor ca. 500.000 mennesker i området. En afgrøde om året - i heldigste fald – rækker ikke til at mætte de mange munde. I mange år har befolkningen derfor været afhængig af nødhjælp. Folkekirkens Nødhjælp har i samarbejde med lokale partnere CARD (Churches Association for Relief and Development) og ELDS (Evangelical Lutheran Development Service) startet en række projekter, der går ud på at opdæmme regnvand så det ikke løber ud i Shire floden, men i stedet for siver ned i jorden og hæver grundvandstanden. Derved øges de vådområder, hvor befolkningen kan dyrke en ekstra afgrøde i tørtiden. Noget af det opdæmmede vand ledes også ud i gravede kanaler, hvorfra det med pedalpumper eller vindmøller kan pumpes op og overrisle marker. Endelig kan vandet benyttes til fiskedamme. Systemet af kanaler er samtidig med til at kontrollere vandmængderne og forhindre oversvømmelse af landsbyer og marker.
Ris marker
Kanaler til at lede vandet ind
Fiskedam
Så er der fisk
Kanal fra shire floden
Et andet projekt går ud på at grave et kanalsystem fra Shire floden, således at flodvandet kan benyttes til overrisling af marker i tørtiden.
Kvinder der vasker tøj og sig selv i Shire floden
Projekterne er såkaldte pilotprojekter, hvilket betyder, at man er startet på forsøgsbasis for at kunne indhente erfaringer undervejs. Efter et år står det klart, at principperne er brugbare, men der skal foretages yderligere forbedringer af kanalsystemerne og ikke mindst i den lokale befolknings organisering projekterne, for at disse skal blive bæredygtige på længere sigt. Eksempelvis så går der mere end en regntid før grundvandstanden er hævet og dyrkningsområderne udvidet. Den lokale befolkning, skal også være indstillet på, at der hvert år efter regntiden skal foretages oprensning af kanalerne. Endelig skal brugernes venteliste nøje overholdes, så det er de fattigste familier, der først får tildelt ekstra landbrugsjord. Det er partnernes opgave at bistå med organisering samt overvåge projekternes gennemførelse.
2007 Lennart Skov-Hansen
Shire floden
Der bor ca. 500.000 mennesker i området. En afgrøde om året - i heldigste fald – rækker ikke til at mætte de mange munde. I mange år har befolkningen derfor været afhængig af nødhjælp. Folkekirkens Nødhjælp har i samarbejde med lokale partnere CARD (Churches Association for Relief and Development) og ELDS (Evangelical Lutheran Development Service) startet en række projekter, der går ud på at opdæmme regnvand så det ikke løber ud i Shire floden, men i stedet for siver ned i jorden og hæver grundvandstanden. Derved øges de vådområder, hvor befolkningen kan dyrke en ekstra afgrøde i tørtiden. Noget af det opdæmmede vand ledes også ud i gravede kanaler, hvorfra det med pedalpumper eller vindmøller kan pumpes op og overrisle marker. Endelig kan vandet benyttes til fiskedamme. Systemet af kanaler er samtidig med til at kontrollere vandmængderne og forhindre oversvømmelse af landsbyer og marker. 
Ris marker
Kanaler til at lede vandet ind
Fiskedam
Så er der fisk
Kanal fra shire flodenEt andet projekt går ud på at grave et kanalsystem fra Shire floden, således at flodvandet kan benyttes til overrisling af marker i tørtiden.
Kvinder der vasker tøj og sig selv i Shire floden
Projekterne er såkaldte pilotprojekter, hvilket betyder, at man er startet på forsøgsbasis for at kunne indhente erfaringer undervejs. Efter et år står det klart, at principperne er brugbare, men der skal foretages yderligere forbedringer af kanalsystemerne og ikke mindst i den lokale befolknings organisering projekterne, for at disse skal blive bæredygtige på længere sigt. Eksempelvis så går der mere end en regntid før grundvandstanden er hævet og dyrkningsområderne udvidet. Den lokale befolkning, skal også være indstillet på, at der hvert år efter regntiden skal foretages oprensning af kanalerne. Endelig skal brugernes venteliste nøje overholdes, så det er de fattigste familier, der først får tildelt ekstra landbrugsjord. Det er partnernes opgave at bistå med organisering samt overvåge projekternes gennemførelse.
2007 Lennart Skov-Hansen
