Wednesday, February 27, 2008

 

Zimbabwe


Onsdag d. 13.02.08
Der har længe været snak om at jeg skulle med Lennart til Zimbabwe, på projektbesøg og lidt ferie.
Indtil for nylig har det været usikkert om vi skulle afsted. Der skal være valg i Zimbabwe i slutningen af marts måned og det har været vigtigt, at sikkerheden er i orden. Men midt i januar blev det så endelig besluttet at tage af sted.
Hovedformålet med besøget var at se igangværende projekter, samt introducere en ny medarbejder fra København – der skal overtage efter Sanya James der rejser i slutningen af marts.
Sidst men ikke mindst, skulle der laves oplæg til et nyt projekt, der bliver finansieret af pengene fra Danmarksindsamlingen.

Tidligt onsdag morgen , forlod vi Plot 153 i Lilongwe med kurs sydpå til Dedza. I Dedza skulle vi krydse grænsen ind til. Mozambique. Det gik rimelig hurtigt – at få os igennem immigrationen og få de nødvendige papirer ordnet på bilen – CO2 skat og forsikring. Visa til at køre gennem Mozambique havde vi allerede fået i Lilongwe.










Zambezi og broen








Landsbyer i Mozambique




Herfra gik turen gennem Tete provinsen og det der under borgerkrigen gik under betegnelsen Tete korridoren og som dengang blev betragtet som nogenlunde sikker.
Mange murstenshuse ligger stadig hen som ruiner og generelt, så der meget elendigt og fattigt ud overalt.
I Mozambique er alle huse samlet i store landsbyer – med markerne rundt om landsbyerne. Husene er bygget af store træstammer – sat i en cirkel og nogle af dem havde noget mudder klasket på – og så stråtage.
Vejen gik fra bjergene, ned mod Zambezi floden og jo længere vi kom ned begyndte vi også at se spor efter oversvømmelserne. Store stykker med majmarker var totalt ødelagt af vand.

Veksling af penge foregik ved et T – kryds – hvor nogle mænd stod med store seddelbundter og vekslede – det gav en bedre kurs end de officielle vekselsteder. Dette efter anbefaling fra embedsmænd ved grænsen.
Endelig kunne vi se floden og den store hængebro over den. Vi betalte et symbolsk beløb for at komme over broen.
Kort derefter fandt vi et sted at køre ind til siden, hvor vi spiste vores medbragte frokost. Vi fik også tanken fyldt op med diesel, så vi kunne komme hele vejen til Harare. Man kan ikke bare tanke i Zimbabwe. Efter en fortjent pause kørte vi videre mod grænsen til Zimbabwe.
Vi kom godt ud af Mozambique og ind i Zimbabwe, ved Nyamapanda. Lige indtil vi kom til noget politi, der skulle kontrollere bilens motor – hed det sig. Her viste det sig at vi skulle have haft et officielt papir fra politiet i Malawi, om at bilen vi kører i, ikke er stjålet. Det havde vi ikke, og Levie stod og parlamenterede med dem en tid, indtil Lennart gik ud. ”I må lade bilen stå, tage en bus, et fly eller køre tilbage” var den besked vi fik.













Herfra gik turen gennem Tete provinsen og det der under borgerkrigen gik under betegnelsen Tete korridoren og som dengang blev betragtet som nogenlunde sikker.
Mange murstenshuse ligger stadig hen som ruiner og generelt, så der meget elendigt og fattigt ud overalt.
I Mozambique er alle huse samlet i store landsbyer – med markerne rundt om landsbyerne. Husene er bygget af store træstammer – sat i en cirkel og nogle af dem havde noget mudder klasket på – og så stråtage.
Vejen gik fra bjergene, ned mod Zambezi floden og jo længere vi kom ned begyndte vi også at se spor efter oversvømmelserne. Store stykker med majmarker var totalt ødelagt af vand.

Veksling af penge foregik ved et T – kryds – hvor nogle mænd stod med store seddelbundter og vekslede – det gav en bedre kurs end de officielle vekselsteder. Dette efter anbefaling fra embedsmænd ved grænsen.
Endelig kunne vi se floden og den store hængebro over den. Vi betalte et symbolsk beløb for at komme over broen.
Kort derefter fandt vi et sted at køre ind til siden, hvor vi spiste vores medbragte frokost. Vi fik også tanken fyldt op med diesel, så vi kunne komme hele vejen til Harare. Man kan ikke bare tanke i Zimbabwe. Efter en fortjent pause kørte vi videre mod grænsen til Zimbabwe.
Vi kom godt ud af Mozambique og ind i Zimbabwe, ved Nyamapanda. Lige indtil vi kom til noget politi, der skulle kontrollere bilens motor – hed det sig. Her viste det sig at vi skulle have haft et officielt papir fra politiet i Malawi, om at bilen vi kører i, ikke er stjålet. Det havde vi ikke, og Levie stod og parlamenterede med dem en tid, indtil Lennart gik ud. ”I må lade bilen stå, tage en bus, et fly eller køre tilbage” var den besked vi fik.
Torsdag d. 14.02.08
Da Lennart var i Zimbabwe i juni 2007 var morgenbuffeten stor og imponerende, men da vi kom den første morgen – var der ristede havregryn – cornflakes, mælk, frisk frugt og scones. Også fint, men i forhold til sidste gang Lennart var her, er det gået meget tilbage.

Harare er en rigtig storby med store, brede avenuer og gader, men ikke megen trafik. Der er mange tankstationer, men tydeligvis ikke benzin – da alle så mere eller mindre lukkede ud. For at købe brændstof til bilerne, skal man have nogle specielle kuponer, der kan købes på Forex bureauerne.
Nogle steder stod der et skilt – Fuel Yes.
Der var lange køer foran veksel bureauerne og den officielle vekselkurs ved grænsen var 30.000 Zim dollar til en US dollar.
På det parallelle marked, som selv regeringen bruger får man 8 mill Zim dollar for en US dollar.
Så for en kort bemærkning er vi millionærer, ja endda milliardærer. Her har man ikke pengene i sin pung, nej man har en stor kuvert i tasken, fyldt med store bundter af penge – sedler af en værdi på 10 mill. – der alle er påtrykt en udløbs dato – d. 30. 06.2008. Ingen af sedler har et billede at Mugabe. Rygtet vil vide at det skyldes, at han godt ved de ikke er mere værd end til at blive brugt som toiletpapir.
Det er et større arbejde at tælle penge op når vi køber noget – da et aftensmåltid koster 30 mill til 50 mill.
Da Zimbabwe har været et velstående samfund – er nedturen ikke så dramatisk og de fattige er ikke så fattige som i Malawi - men alligevel er det tydeligt et samfund i forfald. Alle er nervøse for valget og resultatet – også skræmt af hvad der er sket i Kenya.
Der er to hovedstammer – shona og ndebele. Robert Mugabe er shona, men måske heldigt nok er alle opstillede kandidater shona.
Derudover er der mange andre mindre stammer, hvor Tonga stammen oppe nordpå er den største. Der er også Tongaer i Malawi og Zambia.
Vi er kørt gennem store øde områder, hvor jorden ligger udyrket hen. Kun meget små stykker jord er tilplantet med majs, der de fleste steder står elendigt. Det regnede meget, endda for meget i december – januar, men nu har det ikke regnet i næsten 4 uger, så det ser ikke for godt ud.
Da Mugabe smed de hvide bønder ud – gav han jorden til landarbejderne. De er altid blev holdt nede, og ved ikke hvordan man dyrker et intensivt landbrug. Samtidig smadrede de hvide alt maskineri inden de forlod det. Så fra at have været Afrikas brødkurv, er Zimbabwe blevet områdets tigger.

























Fredag d. 16.02.08
Fredag formiddag var vi alle fire på sight seeing – fik anbefalet et sted der hedder Doon Estate – der er en samling af butikker med mere brugskunst. Ved siden af det et stort åbent område, hvor der sidder kunstnere der laver skulpturer af sten. Det er alt sammen sten rester fra minedrift og der er mange smukke sten. Alt hvad de fremstiller er meget flot og imponerende. Men det meste er også meget stort, så derfor udenfor vores rækkevidde. Der var dog en lille kvinde – modelkvinde – der helt bestemt mente hun skulle med mig hjem.
Derefter gik vi rundt i alle de andre butikker og der var meget rigtig flot – og her blev det til en dejlig dug. De ting de sælger der, kan bl.a. andet også købes i Knuthenborg Safari park.
















Ved middagstid var vi i lufthavnen for at modtage Christer, der skal være Nødhjælpens mand i Zimbabwe fra juni og bl.a. være med til at administrere de 9 mill. kr. der kom ind ved Danmarksindsamlingen. De skal bruges til et projekt for børn under 5 år – for at være med til at reducere børnedødeligheden





Lørdag d. 17.02.08
Lørdag morgen var det så tid til at køre videre, denne gang til Bulawayo – den næststørste by i Zimbabwe, der ligger sydvest for Harare. Vi var fordelt i to biler – den første med Sanye James og hendes mand Andreas – urobetjent fra Berlin. Sammen med dem kørte Christer samt en mand der skulle tilbage til Bulawayo. I vores bil Uffe Gjerding fra Zambia, Agness, Lennart og mig, samt Levie. Det gik hurtigt – max hastigheden er 120 km i timen, men vores tyske betjent, trådte lidt vel hårdt på speederen. Uheldigt for ham at han kørte først, da det også var ham der blev taget for at køre for hurtigt, og på stedet måtte betale 4 mill. dollars – der jo nok er gået lige ned i betjentenes lommer..
Det er en lang tur – og første store stop var i Gweru – hvor vi købte mad på en Chicken Inn – og kørte så lidt udenfor byen og fandt et skyggefuldt sted, hvor vi spiste.

Da vi drejede af fra hovedvejen – lå der en kvinde i vejkanten – der ikke så ud til at have det godt.
Da vi kørte fra stedet, stoppede vi op for at se om vi kunne hjælpe. Det var en ældre kvinde, tydelig afkræftet, og det hjalp at hun fik lidt vand og et par bananer. Muscha der var med, prøvede at komme i kontakt med hende, og lidt efter standsede en Mercedes i vejkanten og to velklædte mænd kom ud.
De forsøgte at finde ud af hvem kvinden var, hvor hun kom fra og hvor hun boede, og kom endelig frem til at hun nok var fra en landsby lidt længere oppe af vejen. Vi fik hende ind i bilen og fandt husene, men desværre kendte ingen hende der.
Men de havde da set hende ligge der dagen før, og det samme fortalte nogle andre vi spurgte også.
Der kom efterhånden lidt liv i hende – og der var ikke andet at gøre end at sætte hende af på vejen igen, med nogle bananer, to flasker vand og et stor pose brød.
Uden at være fordømmende, er det altså meget forstemmende, at man i et samfund, hvor det at bede til Gud er vigtigt, i alle henseender, og kirkegang et must – at man så ikke lever efter det. Måske har de bare ikke overskuddet til at tage sig af andre, når hverdagen er en stadig kamp for overlevelse??
Sanya mente bestemt at de to mænd, var fra sikkerhedspolitiet – de spurgte hende meget grundigt ud, ville have telefon nummer mm.
















Vi kom til Bulawayo ved firetiden, kørte lige ind på Christian Cares kontor og hilste på inden vi blev vist ud til vores lodge Banffs Lodge. Igen et hyggeligt og pænt sted, ejet af hvide.
Maden var rigelig og god. De bor så tæt på grænsen til Botswana og Francistown, at det kan betale sig at køre derover og handle.





Milliarderne tælles













 

Victoria vandfaldene

Søndag d. 18.02.08
Tidlig søndag morgen kørte Lennart, Levie og jeg så mod nord til Victoria Falls. Nøjagtig halvvejs mellem Bulawayo og Vic Falls, gjorde vi holdt ved Halfway Hotel og fik en kop kaffe, og bekræftede vores reservationer af værelser til dagen efter, hvor vi skulle på projektbesøg i området, ca. 100 km fra Vic Falls.
Vi var i Vic Falls kl. 13 og fandt hurtigt en hyggelig lodge Amadeus Gardens – hvor vi fik nogle fine værelser. Levie var blevet utilpas undervejs – forstoppelse fordi han er kræsen og ikke spiser ordentligt, så han hvilede sig, medens vi fik et par sandwich.
Derefter kørte vi så op til vandfaldene – lejede nogle regnfrakker og gik så ind i National parken.
Der løber ca. 550 mill. liter vand ned i minuttet – på denne årstid – og det står op i kaskader af skumsprøjt fra nedslaget. Solen dannede de flotteste regnbuer.
Det hænder at elefanter prøver at krydse floden ovenfor vandfaldet og bliver revet med ned, og krokodiller og fisk overlever heller ikke turen ned.
Billederne taler for sig selv – det kan ikke beskrives, men imponerende og flot er det. Dog ikke noget vi ville have betalt i dyre domme for at rejse ned og se. Men når vi nu alligevel var i nærheden – bestemt værd at se. Vi kom dertil i strålende solskin, men lidt efter trak sorte skyer op og det begyndte at tordne – og lige pludselig åbnede himlens sluser sig og det styrtregnede. Regnfrakkerne beskyttede lidt, men vi var godt nok våde da det endelig holdt op.
Vi gik lidt op i byen for at se på butikker – der stort set alle var gabende tomme. Bata sko forretningen havde kun nogle enkelte sko stående, og annoncerede efter brugte sko.
Turistbutikker havde mange ting, men til en noget høj pris, så de fik lov til at beholde deres ting.



Livingstone
































































































Gennemblødte af regn











































 

Zimbabwe - Projekter

Mandag d. 19.02.08
Mandag morgen tidligt – kørte vi så fra Vic Falls til Lupane, hvor Christian Care har et lille kontor, hvorfra de arbejder i området.
På turen op havde vi set advarselskilte om at her passerer kvægflokke, og et skilt med en springende antilope og endelig et skilt med advarsel om at elefanter passerede.
Det oplevede vi på vores tur tilbage mandag morgen. Udover det, store flokke af bavianer der sad midt på vejen.


Vi var det lidt over ti, medens de andre først kom ved middagstid – blot et par timer forsinket. Efter at vi havde spist den frokost de havde medbragt, kørte vi til DA’s kontor. District Administrator svarer vel til en amtsdirektør hjemme – før kommunalreformen. Han skal give tilladelse til at køre rundt i området og er også ansvarlig for vores ve og vel. Han kørte med rundt på projektbesøg den dag og var tilfreds med hvad han så
Lupane distrikt ligger i Matabeleland – og bebos af ndebelefolket. Deres sprog er forståeligt nok ndebele – med de berømte klik, som også Miriam Makebe sang med. Men de har også en sproglyd der fik mig til at tænke på grønlandsk. Et bevis på folkevandring i en fjern fortid??
Nogle vil måske kunne huske at der foregik et folkemord i dette område i firserne. På det tidspunkt opstod der her en opposition mod Mugabe, der hentede et Nordkoreansk tæskehold ind, der myrdede i tusindvis ndebeler. Forståelig nok er de specielt meget bekymrede ved udsigten til valget og resultatet – frygter med rette en ny afstraffelse.

Generelt kan man nok sige, at Afrikas største problem er at der er så mange stammer, der er blevet fordelt i forskellige lande. Som så ofte favoriserede kolonimagterne den ene på bekostning af de andre – og ikke mindst dannede de nogle kunstige lande, på tværs af stammer. Så når der er valg, og når en siddende præsident snyder sig til en sejr, hvilket Mugabe jo nok vil forsøge igen, er det årsag til uroligheder.




Levie ser på en majs mark, der tydeligt lider
af moisture stress - vandmangel.













Levie og en lokal medarbejder i Lupane



















Teamet - ved bordet fra ve. Mrs Ncube, DA


Mr. Mazulo i marken









Sorgum








Hirse







Man har udvalgt sig nogle områder, og det vi besøgte mandag var et område hvor folk havde fået noget land, engang kort efter Anden Verdenskrig. Gode gamle metoder var gået i glemmebogen, men nu havde man fundet nogle bønder, der er blevet trænet og skal videregive deres viden til andre i området. En slags modelbønder – eller som de kaldes her – Lead farmers.
Metoden består i alt væsentligt i at, at man i august forbereder jorden, samler alt græsset man hakker op og bruger det at dække jorden. Det beskytter jorden og holder på fugtigheden. Majsen skal så plantes efter et bestemt mønster – på lige rækker med en bestemt afstand imellem hvert plantehul. .
Når så bedene er gjort klar i oktober – november – med huller – lægges der tre frø i hvert hul og man kommer også kunstgødning ved.
Derefter er det kun at vente på regnen – og kommer den som den skal gror det hele fint. Der kommer ikke så meget ukrudt ved denne metode og derfor er det lettere at luge, når den tid kommer.
Desværre er de tilbøjelige til at lægge ud med et for stort område, hvilket betyder at metoden ikke er fuldt så god som den kan være. Det lød dog som om at de vi besøgte havde indset dette og ville være mindre ambitiøse fremover, indtil der er helt styr på det.
De marker der er tilsået på denne måde står dog meget bedre end de der er sået traditionelt. Men alligevel er det ikke problemfrit. I begyndelsen af regntiden kom der godt med regn, nogle steder for meget, så enkelte områder blev oversvømmet. Men på nuværende tidspunkt har det ikke regnet i 4 uger, og det kan allerede ses på majsen. Både den der er sået traditionelt men desværre også på majsen sået efter de nye/gamle metoder. Conservation farming, er faktisk en gammel metode, der har været gået i glemmebogen.
Den lead farmer vi besøgte først, Mr Mazulo, eksperimenterede med flere forskellige metoder til at dyrke majsen, og havde også jordstykker tilplantet med jordnødder og noget der kaldes roundnuts. Disse nødder er meget næringsrige – og derfor gode.
Vi besøgte to bønder mere, hvoraf en også dyrkede sorgum og millet.
Det så godt ud – det vi så, men marginen er meget lille – kommer der ikke snart regn, går det galt, og der vil opstå hungersnød i området meget snart.
Klokken var efterhånden blevet mange og vi skulle lige aflevere DA ved hans hjem, hvorefter vi havde 143 km til Halfway Hotel.
Vi kom dertil fulde af fortrøstning – vi havde jo bekræftede bestillingen dagen før.
Men ak og ve – vi er jo i Afrika - så selvfølgelig var der lavet dobbelt booking af rummene, så vi endte op med at Agnes og Sanya måtte dele værelse, Evertson og Christer et andet – hvor Levie faktisk også skulle sove, og endelig et dobbeltværelse til Lennart og mig. Det tog os et par timers parlamenteren frem og tilbage inden vi endelig fik værelser, fik betalt regningen og endelig kunne vi spise.
Levie valgte at sove i bilen – officielt fordi han ville passe på vores jerrycans med diesel, men nok ligeså meget fordi han skulle dele dobbeltseng med en anden.







En af de andre farmere










Og hendes svigermor

















Landsby hus de er så fine og flot dekorerede.













Endnu en farmer og hendes mand















Gårdsplads






Tirsdag d. 20.02.08
Vi fik sovet, fik morgenmad tirsdag og så gik det ud i marken igen. Tirsdag skulle vi besøge fælles køkkenhaver i området. Her er det arrangeret med komiteer der står for forskellige dele af dyrkningen af grøntsager. Disse komiteer er igen delt op i mindre enheder, og hver af disse fortalte hvad de havde opnået i løbet af det første år, hvor mange geder, kyllinger, kaniner hver familie havde kunnet købe. De havde også givet grøntsager til mindre bemidlede familier af forældreløse eller sårbare familier og endelig kunne de alle fortælle at der nu var penge til at betale for skole, uniformer og bøger.
Det blev en lang og anstrengende dag igen – og vi var sent tilbage i Bulawayo på Banffs hotel.
Og lur mig lige om der ikke var gået ged i værelses fordelingen igen - igen, så stakkels Levie måtte ind på en lodge ved siden af den første nat.
Nå onsdag blev vi forenet igen alle fire.







Forkvinden for de ene køkkenhave projekt.



































Brønden, som de gerne vil have gravet dybere



















Vi blev budt på frokost hos forkvinden. Efter vi havde spist var det lige tid til en sang og dans.


































Et andet køkkenhave projekt. Her fik vi nogle flotte kurve - fulde af grøntsager



















This page is powered by Blogger. Isn't yours?