Mor - Merete I Afrika

Kultur festival og søen

2009-08-09T12:13:00.001-07:00

Hvert år- den første weekend i august afholder

Kungoni centeret en kultur festival. Her mindes man

Fader Charmartin - der grundlagde missionen i Mua -

der er en katolsk mission. Kungoni centeret ogden katolske kirke

gør meget for at bevare og indarbejde traditioner i den katolske kirke.

Dansen her er en bryllupsceromoni hos Ngonierne.

Ngonierne imigrerede hertil fra Sydafrika og Swaziland

i midten af 1800 tallet. Det er et krigerfolk - Zuluer - der dog i dag

er passificerede. Alligevel er der stadig krigeriske indslag i

deres traditionelle danse og udstyr. Skjold, køller og bjælder om anklerne

til at skræmme fjenden.

Det er også fra zuluerne - de harderes smukke
perlearbejder. I dag er de almindelige borgere
i landet. Men en ægte ngoni har udstyret
et lændeklæde af dyreskind, køllen, skjold og hoved
beklædning.

Mtakataka - paramount chief for Ngonierne set bagfra.

Lennart ville gerne have haft et stykke kridt og tegner

en smiley oeni hendes hat :-)

Denne dans er efter brylluppet, når barnet er født.

'Der er to babyer - tvillingefødsler er meget almindelige her.

En ngoni høvding - og adjudant for

ngoni kongen. delvist traditionelt påklædt

og så ankelsokker i almindelige sko.

Damen med den høje hat er Ngoni Paramount -chief.

Overhoved for mange landsbyer og deres høvdinge.

Når Mtakataka stiller sig op og siger at traditioner

er gode, men ikke når de dræber - HIV/Aids -lytter

folk til hende. Og hun er med til at ændre folks vaner.

Dette er elever fra en Døveskole der også kan danse

til trommer. Også trommeslageren er døv.

Omklædningrum.

Her ankommer Ngoni kongen Gomani d. IV

Det ar ham i så blive kronet sidste år i juni.

Mtakataka hilser kongen og hans dronning.

Herren i jakkesættet er Justin Malawesi tidligere

minister og formand for sammenslutningen af chewafolket.

Kvinder der står nr. 2 fra højre er Lucy Finch

En malawiansk sygeplejerske - der gør et stort arbejde

for at yde palliativ pleje til Aids syge og døende.

De to herrer er kongens adjudanter.

Alle fire adjudanter.

Landsby danse.

Gomani holder tale.

Det blev også lige til lidt indkøb af stoffer.

Livingstonia Beach Hotel.

Sundowner - inden vi gik over til aftensmad.

Mig i stævnen af Titanic.

Vores lille luksus hytte.

En dejlig weekend er slut - en forsinket fejring af vores

38 års bryllupsdag.

Sidste feriedag

2009-08-06T11:54:00.001-07:00

Sidste dag i Malawi - bød på en tur på det lokale marked.

Her sælges alt - fra elektriske ting, genrugs tøj og sko,

tandpasta, sæbe, solbriller osv. osv

Der er store mængder at aflagt tøj fra vesten

egenlig godt at vide at det kan skabe en indkomst

for nogle familier.

Der er også kommet et stort kinesisk supermarked

Her kan man købe billige varer - made in China.

Linus fant et maskingevær og Malika et "klaver"

Her er vi på trappen udenfor.

Thomas med to af sine piger.
Udsigt fra en gangbro, ned mod hovedgaden i den gamle bydel.

Frokosten spiste vi på Buchannans restaurant på

Four Seasons.

Linus står vagt med maskingeværet.

Vandretur på Dedza Bjerget

2009-08-06T11:21:00.000-07:00

Onsdag morgen kørte vi så sydpå til Dedza for at gå

en tur til toppen af bjerget. Det er dog lidt snyd, da

vi kører det meste af vejen op - parkerer ved nogle

radio master og går videre derfra. Det er en tur

på lidt mere end en time. Vi havde lånt en bærerygsæk

til Malika, mens vi andre gik. Det er nok en stigning på

100 meter op til toppen.

Naturen er smuk og der er en fantastisk udsigt over

landskabet. Hele vejen op mødte vi mange - mest

kvinder bærende på store byrder at træ. Desværre

foregår der en voldsom hugst af træer - til skade for

naturen - da der ikke bliver genplantet.

Ved vores sædvanlige picnic sted stod disse kvinder, så

vi gik lidt højere op for at spise. De ødelægger naturen

ved ikke bedre - og dette er jo et udslag af fattigdom, og eneste

mulighed for dem - for at tjene lidt penge. Der er skovet meget

siden jeg var der sidst - for et år siden. Disse kvinder må også

synes vi er mærkelige - at gå helt derop - bare for at gå - uden
noget formål, andet end at nyde naturen.

Linus på toppen - ca 2500 meter oppe.

Det var kun de tre mænd, der tog det sidste stykke.

De store klaser mos på træet her er tegn
på at luften er meget ren.

Bedstefar med grønt skæg.

Bagefter gik turen- traditionen tro ned til

Dedza pottery - for at få kaffe og kage - se

lidt på keramikken og købe.

Mandag på LivingstnaBeach Hotel

2009-08-05T13:05:00.001-07:00

Mandag kørte vi til Senga Bay - lidt udenfor Salima

og tog ind på Livingstonia Beach Hotel. Et paradis her

i Malawi. Vi inviterede Elby's søn Hobby med og en fætter

der bor hos hende - Benjamin. Det er almindeligt at man

tager sig af søskende børn, når de bliver forældreløse.

Elby har igennem årene haft flere fætre boende hos sig.

Både Hobby - der er 10 år gammel, og Benjamin der er 13 år - klarer

siggodt i skolen. I denne termin er de begge blevet nr. 1 i klassen.

De tre drenge legede rigtig godt med hinanden.

Linus svømmer rigtig godt - hundesvømning, men

han klarer sig godt.

Det blev også til leg i børnebassinet.

Malika havde alle dyrene med.

Det er Hobby

Vi fik fin frokost - noget især Elby's drenge nød.

Benjamin og Hobby

Jannie og Thomas sejlede en tur over til øen i

baggrunden hvor de snorklede lidt. Fik set nogle

cicklider.

Så skulle der klatres i træer

Linus er suveræn til det.

Efter is og mere sodavand gik turen hjem.

Desværre kunne Benjamin ikke klare alt det lækre

mad i sin mave, så han måtte lige ofre det hele

i bilen på vej hjem. Rigtig synd for ham

Men han er frisk igen.

Søndagsbrunch i Kumbali Village

2009-08-03T11:49:00.001-07:00

Søndag morgen ved 9 tiden kørte vi ud til Kumbali Village.

Det er et kulturelt center - hvor man formidler malawiansk kultur.

Her er bygget nogle hytter, som man kan leje og bo i og leve næsten

som de gør i landsbyerne. Der er forskellige værksteder - pottemager,

træskærer, kurvemager, og en gang om ugen er der musik og dans.

Og så kan man altså komme derud og spise brunch.

Landsbyen og centeret ligger i nærheden af Kumbali lodge

hvor Madonna bor når hun er i landet.

Det blev til en dejlig formiddag - med brunch og ture rundt i
området. Malika legede herligt, vi gik på line på nogle træstammer
der blev klatret i træer og gynget på en pind.
Der stod også flere udgaver af det lokale brædtspil Bao.
Det minder lidt om Kalahari - men er ikke helt det samme.
Her leget Linus med et af dem.

Her studerer vi en knæler der er blevet angrebt af

en slags bi - knæleren kom ikke så godt fra det.

Og så dejlig sort bliver man af at være der.
Resten af søndagen hyggede vi hjemme i haven

med fodbold, leg og spil, indtil det blev spise tid og sengetid
for de små.

Garden party

2009-08-02T06:15:00.001-07:00

De første forberedelser - nemlig kagen
Rodericks blomsterarrangement
En flot tomatsalat

Køkkenholdet - Jannie, mig, Elby og Doreen

Lennart er i gang med flere meter pølse

Malika på køkkenhaveinspektion

Så kom de første gæster - Blessings - vagtmand og

Mr. Levie - chauffør og assistent. Mr. Levie skulle videre til

et traditionelt bryllup.

Linus sørgede for vand og øl, og han samlede også flaskerne sammen

Linus har samlet rigtig mange kapsler.

Gartneren - Rodericks familie. Stakkels hans kone

gravid igen og de har allerede fire levende børn.

Det triste er at de jo slet ikke har økonomisk mulighed
for at give så mange børn - udannelse og et godt liv, med det lidt

han har. Og så er han bedre stillet end så mange andre - da han

har arbejde.

Så kom der gang i grillen

Her er det Thomas i røg og damp

Nogle af gæsterne.

Georg Villi og Thomas drøfter vigtige emner eller?

Grethe Bertelsen fra kontoret i København

Så Thandi og Lugede - program medarbejdere

Etness i det orange tøj er receptionist

Den unge kvinde er svigerinde til en anden medarbejder.

Nemlig til Freeman og hans kone Marianne.

Freemann besøgte mig i Tølløse i juni.

Innocentia - kontorchef og hendes mand Joseph, og deres dreng Yankoo

Deres efternavn er Chirombo - der betyder Vildt bæst.

Her har vi Georg igen - han spiste kun kød - dejlige store bøffer.
Han kom alene da kone og børn var til bryllup også.

Denne lørdag var åbenbart den store bryllupsdag, da alle

havde en eller flere invitationer til bryllupper.

Så spilles der fodbold

Endelig kom kagen.

Og den blev delt ud.

Linus tæller sine kapsler medens Doreen, Hobby og Benjamin ser på.

Det var slut på endnu en dejlig dag.

Anden ferie uge

2009-07-30T13:08:00.000-07:00

Søndag eftermiddag kørte vi ud til Four Seasons

En rigtig smuk have. Her fik vi en drink og børnene

kunne lege. Vi hørte også lidt jazz. Her gynger de på en hest ?

En mærkelig palme

Mandag morgen kørte vi så til søen, nærmere bestemt til
Nkhotakota potteriet. Her tilbragte vi resten af mandagen.
Det blæste meget, så der var store bølger og det var
lidt koldt.
Her venter vi på frokost og imens spilles der kort

Seje Linus - der hele tiden vinder i 31

Vandet prøves.

Bagefter var der stor strandfodbold kamp hvor

et par af de lokaledrenge kom ogvar med

Efter morgenmaden kørte vi ind til Nkhotakota byog mødtes med Solomon og Maxwell fra SWAM.Det er en panafrikansk NGO der arbejder med HIV/Aids.Ved Malawisøen er hyppigheden af HIV høj - på gr. af fattigdom, uvidenhed og traditioner.Det vigtigste er at få de lokale høvdinger med - da de har magten til at ændre på praksis og traditioner.

Det var og er stadig almindeligt at de unge piger går ned til søen for at købe fisk og fiskerne tager sig betalt med sex. På den måde spredes virus.

Projektet går ud på at give kvinderne andre muligheder for at tjene til livets ophold. Som i andre projekter - danner man grupper - og det er oftest kvinderne - der så går sammen om en køkkenhave, gede - eller hønsehold og på den måde skaffer sig likvid kapital.

Her besøger vi et køkkenhave projekt

Og her er vi på veje for at se nogle høns og geder

Og en anden køkkenhave

En landsbyhøvding

Malika er oppe og se på nogle høns

Alle steder blev vi modtaget at dansende grupper af kvinder.

De synger - Thakuladanrani - Velkommen og synger også sange

om Aids - hvordan man undgår det og behandler.

Nogle af dansene er traditionelle og blev tidligere danset om natten

hvor der var stor mulighed for promiskuitet kønnene imellem.

Nu er de henlagt til dagen og grupperne af kvinder og mænd er adskilt.

Denne landsby var ekstremt fattig - har ingen jord, men ernærer sig

som daglejere. Det var de fattigste hytter jeg har set her i Malawi.

De har god gavn af de geder de får. Der udvælges nogle bestemte

kvinder til at modtage de første geder - de mest udsatte.

De får så også en gedebuk, og meningen er så at når der kommer kid, skal

de gives videre til de næste i gruppen. På den måde spredes gaverne til alle.

Inden de får dyrene - får de et kursus i gedehold så de passer dem godt.

På alle stederne vi besøgte var der også taler, af høvdingen, Solomon, Lennart og

flere gange måtte vi andre også sige et par ord.

Et af stederne dyrker de østershatte. De vasker og renser affald fra majs

høsten - putter det i plastikposer - der så lægges i en tønde. Heri koget de 4 timer, så alle

sygdomskim bliver slået ihjel. Derefter lægges der svampesporer ned i hver pose, der så hænges op, inde i en hytte. Her sørger man en konstant fugtighed og tempertur, hvorefter

svampene spirer og gror. De får 500 kwascha pr. kg. og producerer ca. 45 kg om året.

Ikke mange penge - men for dem betyder det hele forskellen på liv og død.

Høvdingen i dette lille samfund - er meget engageret og arbejdssom.

Et godt eksempel til efterfølgelse.

Vi besøgte også en skole, hvor flere af eleverne er sponsorerede af Espersens fond - fra Bornholm. De går i 8 - 10 klasse og har alle drømme om fremtiden. Nogle af kvinderne

er over tyve - har fået børn tidligt - men gennem dette får de en chance for at få en uddannelse.

Det sidste besøg var en gruppe - kvinder og mænd, der har dannet en positiv gruppe.

De er åbne omkring deres HIV status, og om at de lever et godt liv på ARV - og ikke er nogle stakler.

Her er jeg sammen med min favorit - på Potteriet

John Chamuntha

Bade formiddag ved søen

Malika flirter med en lille lokal dreng

Malika fik lokket sin bedstemor med i vandet.

Så kørte vi til Mua Mission og gik en tur i landsbyen.

Desværre var der ikke marked den dag.

En far med sine to piger

Og som altid er der unge, oftest mænd, der hægter sig på

Måske kan disse hvide hjælpe dem.

Mua

Kaffe og kort

Venter på morgenmad

Vi har netop været en tur rundt på museet og venterpå

at Jannie og Thomas bliver færdige.

En meget ung gatekeeper

På vej hjem - op over bjerget via Dedza

Ferie i Malawi

2009-07-25T21:51:00.000-07:00

Så er SA 170 fra Johannesburg landet

Nu kom Thomas

Så Jannie, Linus og Malika

To søde børn

Det traditionelle billede udenfor lufthavnen

Kaffe i lysthuset. Gartneren Roderick har netop renonveret det.

Han har lavet et fint regnskab - hor han skriver han har købt

G(R)LAS - Græs for et beløb.Malawianerne bytter konsekvent om

på l og r.

Tre fodboldspillere

Benjamin, Linus og Hobby

Linus er med til at overrække lego til børneafdelingen.

De fandt hurtigt ud af at bruge det.

Epilepsiklinikken - Veronica - Mor - Merete og Lucy

Linus på biltaget, som en ægte malawianer.

Så skal vi på -Safari.

Der udfyldes papirer til grænseovergangen.

På vej

Zambias grænsestation

Det tager lang tid at komme ind -der skal udfyldes mange papirer for bilen -

og der skal betales forskellige afgifter.

En lille frø der sad på vores dør til hytten - det viste sig at

den var hoppet ind i huset og kravlet ned i en plastikpose hvor vi

lagde vores vasketøj. Så i går da jeg tømte posen faldt den ud på gulvet.

Den blev fanget og sat ud i haven - man må jo sige den er kommet langt væk

fra sit hjem. Hvordan mon den klarer sig.

På vej til svømmepølen på Wildlife Camp - det var lidt usikkert om vi kunne

gå derhen - da der gik en flok elefanter nedenfor lodgen.

Morgenmad inden vores første gamedrive.

Thomas og Linus Jannie og Malika

Vi fik set en flok vilde hunde - et sjældent syn. De var på

jagt. Vilde hunde er flokdyr - der udviser hensyn til sårede fæller.

I denne flok var der en halt hund.

Andre rovdyr tager ikke sådanne hensyn - hvorfor leoparden der altid

jager alene - hellere lader sit bytte tage af en hyæne end kæmper for det.

Bliver en leopard såret, kan den ikke jage og dør af sult.

Te pause

Her ligger leoparden og hviler sig. Vi var heldige at Malika ikke var

helt stille - så den vendte hovedet for at se hvad det var.

På en gren ved siden af lå dens bytte fra natten - en antilope.

På vores aften game drive - så vi den igen - ligge og spise.

De lokale løveflok

Der ligger en løve i græsset, men den er svær at få øje på.

Sundowner

Jeg havde købt to poser med safaridyr til Linis og Malika.

Meningen var at de skulle finde dyret, hver gang de så det i virkeligheden.

De udviklede begge to videre på ideen, så hver gang vi så et dyr, viste de

det tilsvarende plastikdyr frem.

Vores andet morgen game drive gik en anden vej med en

trækfærge over floden. Vi havde desværre måttet efterlade

Lennart i sengen med ondt i halsen og en pæn forkølelse.

Her mødte vi igen leoparden på jagt. Men det er ikke ligetil

for den at jage. Aber og antiloper har et fint samarbejde.

Aberne sidder højt i træerne og spejder, når de ser nogen farligt

advarer de, antiloperne bliver opmærksomme og videresender

advarslen. Så leoparden måtte gå videre, og vi hørte advarslerne længere væk fra.

Om den fik fanget noget den dag ved vi ikke.

Et aktivt termitbo. Charles forklarede hvordan man kan se forskel.

Hvis man kan se der stadig bliver bygget på det - er det aktivt.

Er der store huller - er det forladt - og er der ikke huller, men heller ikke tegn på

nybyggeri er det et sovende bo.

Inde midt i sidder dronningen - hu kan leve i ca. 20 år - når hun dør udvælges en anden

arbejdermyre - som så fodres med noget speciel mad.

Termitterne henter grene og andet ind i boet, planter det i deres "haver", hvor en

svamp ændrer det til myre mad.

Zebraen vises frem-

Baby elefant walking.

Så er Lennart i bedring - Jannie og Thomas tog på

game drive alene og vi passede Linus og Malika.

Vi fire tog med Luke, Tyrone og andre af personalet med ud i

en landsby hvor der skulle spilles en fodbold kamp.

Luke er ejerens søn, Tyrone en ung englænder på frivilligt

ophold.

På vej derud faldt Malika i søvn.

Som altid en hoben unger der vil fotograferes.

Og en kvinder der lagde ansigtet i alvorlige folder.

Lue og Linus spillede med drengene i landsbyen.

Tilbage på lodgen fik Linus og Malika pizza til aftensmad.

Så spillede vi yatzy.

Jannie og Thomas kom tilbage efter nok en

fantastisk tur - hvor de så leopard og hyæne tæt på.

Vi oplevede tre forskellige guider - Filemon, Kennedy og Charles.

Alle meget vidende og gode formidlere.

Det var så slut på denne tur. Her på grænsen ind i Malawi.

I næste uge fortsætter vi her i Malawi.

Farvel til kontoret og huset/ Farewell House and office

2008-07-20T10:11:00.000-07:00

Så kom dagen - i lørdags hvor jeg sagde farvel til de ansatte

på kontoret og her i huset.

Dressed up for my farewell party

Vi havde bestilt maden udefra, og sørgede så ellers for resten selv
Så lørdag morgen havde Lennart travlt med af bære stole
og borde ud i haven. Vejret har jo ikke været for godt her
de sidste par måneder, men i lørdags var vi heldige, solen skinnede
og temperaturen var hæderlig
Jeg havde fået syet et afrikansk sæt i dagens anledning af
det stof jeg fik på hospitalet.

We had ordered food from a company, but it came very late. All other preparations we did ourself

Lennart havde valgt sin klima forandrings t- shirt-
da han skulle være grill mester. Hun skulle have været her med maden
kl. 9 - men tiden gik og gik - jeg ringede flere gange og
jo hun var på vej osv. osv.

De første gæster kom - her Mercy Kambwiri med
sine tre børn - Grace- Daniel og Elisabeth. /Mercy Kambwiri with kids
Mercy er Programme officer for Food Security.

Og vi venter og venter - medens vi ser på billeder /

Waiting for the food - we were going to have barbecue Så kom maden - noget senere grill kullene og så kunne vi komme
igang. Damen der lavede maden, havde haft problemer
med strømafbrydelser. Og så er det jo man spørger sig
selv, hvorfor ringer hun ikke og siger det og spørger
om vi har strøm ?? Ok det er jo Malawi

Her kommer Georg Villie med sin yngste datter.
Georg er Programme officer for HIV/Aids

Etness Kayoyo - kassemester og receptionist /

Etness is sccountant and sitting in the reception
Hun var rigtig smart med cowboystøvler og hat.
Ved siden af hende Georges hustru.
Etness havde taget sin datter og yngste barnebarn med
Han er bare 4 måneder.

Så kom der gang i grillen, men Lennart havde fyret lidt for
meget op så for at dæmpe varmen sprøjtede de vand på.
Sjovt at opleve, som over alt samles mændene her
om grillen / The barbecue is ready - of course it is the men taking care of that.

Damen med den røde strikkede hue er Therese
gift med Mr. Levi - vores chauffør og assistent

Elby - vores effektive husholderske og hendes veninde
Janet - der arbejder hos naboen.
Janet har flere gange hjulpet til når vi har haft mange
middagsgæster. Elby er som altid yderst elegant.

/Elby our house keeper( on the left) - as always very elegant.

Så var der endelig mad -

Mr. Bernard Kamanga - Programme officer for
Global funding unit og samtidig Ngoni - så han ved lige

hvordan kød skal steges og skæres ud.

Mr. Kamanga are Ngoni and as that used to prepare barbecue.

Bernards hustru, mig selv, Mr. Joseph Chirombo - ansat i en bank

og gift med Innocentia Chirombo - der er kontorchef hos Lennart.

Vores ene vagt - John. Han har en vidunderlig
humoristisk sans

John - one of our guards

Mandehjørne - forrest John, bag ham Osman - alt
muligmand på kontoret, og yderst til højre
med den spraglede skjorte - Roderick - vores gartner

Vi gør klar til kaffe og lagkage - Levi synes det var morsomt
at se os arbejde for en gangs skyld.

Her holder Innocentia tale for mig. De synes jo nu
at de mister deres Mama.

Mrs. Innocentia Chirombo - head of the office giving me a speach

Og jeg fik gaver - overrakt af Therasa og Køkken
Mercy - der gør rent og laver kaffe mm på
kontoret.

Presents - presented by Theresa and Mercy.

Theresa is married to the driver Mr. Levi and this Mercy is cleaning at the office.

Jeg holdt så også en lille tale, hvor jeg bla. talte om
Lennarts og hans kollegers fagsprog. De bruger begreber som
Assesment, Baseline studies, Logframe.
Jeg ville jo gerne have prøvet at lave mine egne studier
men det er nu for svært. Men jeg har da konstateret
at hvad angår Gender balance - har de et problem
med 8 kvinder ansat overfor 3 mænd.
Jeg har ofte spurgt hvad en logframe er, men
aldrig fået et ordentligt svar. Så her viser jeg min
opfattelse af en logframe.

I have heard about assesment, logframes etc, without understanding what it is.

That is why I made my own logframe

Som leder af kontoret fik Innocentia den.

Thandi - endnu en Project officer HIV/Aids og tager sig

af volontørerne - knækkede sammen af
grin over min logframe

Så var det tid til lagkage og kaffe og te. Jeg havde bagt

bunde til 5 lagkager.

Jeg skar ud og serverede - her til Osman

Innocentia - her med en frugt fra balsa træet i
baggrunden - her kommer kapok fra
Det var en rigtig dejlig dag og jeg er sikker på af
de alle hyggede sig

Farvel til Malawi

2008-07-17T10:12:00.000-07:00

Før jeg kan sige farvel til Malawi - måtte vi lige modtage Maria onsdag d. 9.7.08.

Her er Kenyan Airways lige landet, kun 1½ time forsinket.
Og så det obligatoriske billede foran
Kamuzu International Airport.

Om onsdagen slappede vi af, og torsdag besøgte vi
Marias gamle skole og hilste på.
Fredag morgen kørte vi så sydpå til Mount Mulanje, Afrikas
tredje højeste bjerg.

Brændesælgere

Kaffepause

På vej hjem fra markedet

Dette er terazzo - havde jeg nu beskåret billedet
rigtig kunne jeg påstå det var sne!!

Så er der frokost
Historien vil vide, at det var Per Hækkerup der fik
Carlsberg bryggerierne til Malawi. Han var på besøg
og skulle have været irriteret over det lokale øl
Chibuku. I dag er Carlsberg en stor virksomhed her.

Temarker

Mount Mulanje

Ved Kara O'Mula Lodgen

Vi skulle lige ud en tur for at finde et vandfald.

Det fandt vi - men der var ikke meget vand.

Til gengæld læste vi i Lonley Planet at den sti

vi gik af var den sværeste og farligste.

Vi måtte dog vende om igen

Marias elskede Flatty

Lørdag skulle vi da lige prøve stien igen.

Det var før Lennart fik læst i guide bogen.

Men smukt var der. Men vi måtte vende om

mødte nogle lokale på vej tilbage der anbefalede

os et andet sted.

Så der kørte vi hen, og fandt stedet, men ingen guider

Men masser af søde børn, der elsker at blive fotograferet

Endelig kom der en ældre mand, der gik med os

Og det gik op og op og op

Vejret var ikke det bedst- gråt - overskyet-

koldt og småregn

Her dyrkede de ananas, bananer, cassava og tobak.

Men der kan ikke gro majs. Og uden majs ingen mad.

Majsen er blevet dyr - her stiger fødevare priserne

ligesom i resten af verden.

Børnene fulgte med et stykke op

Til sidst gav jeg op - ikke så meget fordi jeg ikke

kunne gå op længere, men fordi når jeg så ned og tænkte på

at jeg skulle samme vej tilbage, var det nok det bedste.

Vi asunguer - hvide der går og går uden noget mål -

går jo ikke så let og ubesværet på disse stier som malawianerne.

Søndag morgen kørte vi så op til søen og Club Makakola,

et rigtig dejligt sted - ren luksus.

Efter frokost tog vi ud på en sejltur på søen, med
en rigtig dejligt gammel båd. Turen gik ud og rundt om
en ø, med mange fiskeørne.

Kaptajn og Styrmand

Og Skarver

Aftensol

Da Maria hørte at køreturen til Karonga ville vare
8 timer, blev vi enige om at droppe besøget der.
Det blev så til nogle småture ud fra Lilongwe -
bla. til Dedza bjerget - som Maria nu også har besteget

Her skulle Maria lige trækkes op igen
havde ldt tømmermænd efter en bytur
aftenen før

Og så kaffe, chokolade og oste kage på Pottery
Vores lille lokale marked i Area 9

Mere Afsked

2008-07-16T11:50:00.000-07:00

Torsdag d. 10 juli var jeg igen inviteret til afskeds fest på

Kamuzu Central Hospital , denne gang med ledelsen.

Som det kan ses af billedet, er jeg placeret til højbords.

Ved siden af mig sidder Principal Nursing Officer -

svarer vist til en sygeplejedirektør i Danmark.

Ved siden af hende Hospitals direktøren - Dr. Juma.

Oversygeplejersken - Lucy Magola - holdt igen en tale for mig,

om alle mine gode egenskaber - at jeg havde gidet lære lidt sprog,

så jeg kunne klare de letteste patienter. Og meget mere sagde hun.

Jeg vil blive savnet om ikke andet for det faktum at jeg ikke mere

kan hente srandede sygeplejersker og andet personale.

Men helt sikkert - jeg har udfyldt en funktion - og

har været meget glad for at være her.

De to sygeplejersker er Anne Mlata og Veronica Selemani
giver gaven til direktøren, der så overrakte den til mig.

De havde også købt en lille gave til Maria

Et flot træ fad

Så hildt jeg min afskedstale - og tog lige point på at

sige på Chichewa, at en af grundene til at jeg rejser

hjem er vores fire børn - Ana zinai og dzisukulo zinai -

4 børnebørn

Så fik jeg også lige en buket blomster - og nu var

hospitalsadminstratoren kommet til

Det var så slut på det kapitel - en rigtig godt et i mit liv

Tur til Mua Mission

2008-07-05T12:56:00.000-07:00

Lørdag d. 5.7 havde jeg inviteret de 6 sygeplejersker jeg har været tættest på, med til Mua Mission. Desværre måtte Veronica melde afbud, da hendes mand har haft en blodprop i hjernen, og de kom hjem fra genoptræning, meget sent fredag aften.
Vi samlede dem op forskellige steder i byen, inden vi satte kursen mod Dedza.
Snakken gik livligt i bilen, efterhånden som de kom.
Da vi havde passeret Dedza kørte vi ned af den meget smukke bjergvej mod søen og Mua.
Ingen af dem vidste at vejen var blevet asfalteret og er blevet rigtig god, en god overraskelse for dem alle.

Lucy Magola - oversygeplejerske

Beatrice Namaleu -foran mig - Joyce Chimponda,

Grace Kumbanga og tillidsrepræsentant Matilda Munthali

Lucy Magola er oversygeplejerske for Psykiatrisk afdeling og Epilepsi klinikken. Hun er meget engageret i sit arbejde - og brænder især ofr epilepsien.

Beatrice Namaleu har været leder af Afsnit C på Børneafdelingen - der hvor de har enheden for de fejl- og underernærede børn. Hun er også meget engageret i sit arbejde - har arbejdet meget sammen med Catholic Relief Service om et projekt hvor man finder børnene ude i landsbyen inden det bliver slemt. Her lærer mødrene så at tilberede sund mad. Det har kunnet ses på antallet af indlagte i det sidste år.

Joyce Chimponda og Grace Kumbanga går begge to i skole for at forbedre deres eksamens beviser. Grace går hver dag og har meldt sig til samtlige fag, medens Joyce kun går til matematik. Ved siden af det arbejder de begge to fuldtids - og især Grace tager mange ekstra vagter. De sidste to uger - har hun i gennemsnit haft to nattevagter ind imelle sine dagvagter om ugen.
Matilda har travlt med sit fagforeningsarbejde

Ankommet til Mua - begyndte vi besøget på museet. Jeg havde håbet vi var de eneste, så rundvisningen kunne foregå på Chichewa, men der var desværre nogle andre gæster.

Mua Mission - ellers Kungoni Cutural Center - består af en kirke, et kloster, et hospital og så det kuturelle center - hvor der er bygget et museum fordelt i tre rum.

I det første rum fortælles historien om missionærernes ankomst og missionsstationens begyndelse.
I 1902 ankom de første Hvide Fædre - en fransk orden, der alene arbejder som missionærer i Afrika.
Da de ankom slog de tre fædre lejr i deres telte rundt om et stort Baobab træ.

Det er temaet i opbygningen af selve museet.

Det hedder Chamare - opkaldt efter Fader Charmatin - et navn folk ikke kunne udtale - så det blev til Chamare.

Her ses Chamare med den første Malawianske biskop

Der er tre rum, bygget rundt om et kunstigt Baobab træ. Udvendigt er der freskoer - der fortæller Malawis historie indtil missionærerne ankom.

I mellem rum 1 og 2 berettes om de hulemalerier der kan ses mange steder i Malawi - specielt i området omkring Dedza. Vi har været nogle af stederne.
Før de nuværende Bantu folk, boede her et folk der på det lokale sprog kaldes Akufulu - det betyder de små mennesker - buskmænd/pygmæer. Deres hulemalerier er karakteriseret af at være lavet med rød farve og symboliserer - mener man jagt og indvielses ritualer.

Da bantuerne kom - lavede de også hulemalerier, men deres er malet med hvid farve.
De der findes i Dedza området er blevet kategoriseret som National Heritage af UNESCO.

I rum nr. 2 vises og fortælles om Chewa folket - deres ritualer og ikke mindst om Gule Wamkule - de store dansere.
Som i alle andre kulturer har også chewaerne forskellige overgangs ritualer ved fødsels, konfirmation, ægteskab, indvielse til høvding og død og begravelse.

Det er meget flot beskrevet og vist med fotos, taget af nogle af dem på centeret der er indviet. Gule Wamkule eller Nyanja - som de også kaldes - kan vel sammenlignes med Frimure logen og andre loger.
Der er hemmeligheder, som ikke må afsløres overfor uindviede - og derfor var det heller ikke tilladt at fotografere her.

Det 3. og sidste rum viser Ngoni ogYao folkets ritualer og rituelle dragter.

Beatrice er Ngoni - Maseko - kommer fra Ntcheu og sagde da vi kom ind i rummet, hvor der er en dukke med pigernes indvielses dragt på, at sådan en havde hun haft på som ung.

Matilda er også Ngoni, men oppe nordfra - altså Jere, Lucy er Lomwe nede sydfra, Grace kommer fra Likoma Island og er Chewa - ligesom Joyce - der kommer fra området nær Mua.

Det var noget af en øjeåbner for mine kolleger at komme på besøg her.

Som jeg vist tidligere har fortalt, gjorde missionærerne meget ud af at fortælle de nuomvendte, at deres gamle kultur var kristendommen underlegen, og de hellere måtte smide alt det gamle ud.

Tilbage i rum nr. 1 - havde de andre gæster fået nok og skyndte sig videre, hvilket gav mulighed for at guiden kunne fortsætte på sit modersmål.

Kungoni centeret arbejder på at bevare og oplyse om de traditionelle ritualer. Man kan sige meget om den katolske kirke - men i forhold til det der kaldes - Interkulturation - er den fantastisk.

Den er god til at indoptage lokale ritualer og traditioner i kristendommen og messerne. I begyndelsen af august mindes man Chamares dødsdag med en højmesse, med Ngoni ritualer og senere danses der resten af dagen.
De to canadiske præster Fader Bourges og Fader Serge er begge optaget og indviet i Nyanja selskabet - hvorfor de ved så meget.

Nu gik snakken livligt - om missionærerne og deres fornægtelse af det oprindelige kultur og endelig kom vi frem til det mærkelige fænomen af nogle hvide stadig mener - sorte er underlegne.

Efter museumsbesøget kørte vi op til restaurenten og spiste vores frokost, inden vi gik ned i den udendørs spisesal og fik kaffen.

Her står et træskære arbejde som Mua også er berømt for. Denne musiker er meget mager og vi fik hurtigt givet ham en diagnose - Aids/TB får ikke ARV og får for lidt mad. Typisk sygeplejersker.

Alle mine kolleger havde iført sig deres pæneste vestlige tøj, og jeg havde taget mit afrikanske sæt på. Da vi kørte fra Lilongwe var Grace iført sin pæne glatte paryk, men undervejs blev det dog for varmt, så den blev taget af og lagt i bilen.

Det ble en rigtig dejlg dag for os alle. De syntes alle som os at køreturen ned over bjerget var meget smuk og at området omkring Mua også er smukt.

Jeg fik holdt endnu en tale med tak og da vi kom ud til bilen var der sandelig gaver igen.

Beatrice havde købt et Malawi kort udskåret i træ - hvad skal jeg dog med alle de kort - men
de er da pæne.
Joyce havde købt et bord udskåret i træ, samt et næsehorn.

Det blev tid til at køre tilbage til Lilongwe og vi fik kørt dem alle hjem og afleveret ved porten - så de kom sikkert hjem.

Farvel til Kamuzu Central Hospital

2008-07-04T12:36:00.000-07:00

Jeg har nu været i Malawi i næsten 2 år. Det meste af den tid, har jeg arbejdet på Kamuzu Central Hospital – i Epilepsiklinikken.
Her har jeg rådgivet så godt jeg kunnet, men må sige at personalet er yderst veludannet – så det har ikke været meget.
Jeg har måttet være med til at diagnosticere – og ikke mindst ordinere behandling til patienterne.
Jeg har talt tusindvis af piller op i små poser med det medicin de skulle have den næste måned og jeg har prøvet at skabe lidt system i deres journaler og fået lavet et system i Excel regneark – hvor det er lettere for dem i fremtiden af føre statistik over de patienter der kommer, og den medicin der bliver udleveret. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at lave en database i Acces. Det bliver mit vinterprojekt, at gå på kursus og lære det.

Det har været en noget uvant opgave at skulle stille en diagnose på patienterne – og ordinere behandling – noget jeg jo ikke har gjort hjemme i Danmark.
Men her i Malawi har man ikke en eneste neurolog – der findes ikke et EEG apparat – så al diagnostik og behandling foregår ud fra hvad patienten og pårørende kan fortælle.

I Malawi er mængden af medicin også begrænset. Vi har kunnet få Fenemal og Fenytoin – to af de rigtig gamle præparater, samt Tegretol – det meste af tiden. Først indenfor det sidste halve år har det også været muligt at behandle med Deprakine. Disse navne siger ikke de fleste af jer noget, det er nok mest for de indviede. Men set i forhold til Danmark hvor vi har omkring 10 – 12 forskellige præparater at behandle med, er det ikke meget.

Jeg begyndte jo i sin tid at gå til noget sprog undervisning og fik også lært noget Chichewa. Men min lærerinde var akademiker og derfor meget korrekt – og gik utrolig meget op i grammatik og deslige – og der stod jeg altså af.
Bantu sprog – som Chichewa hører til – har nogle meget indviklede regler – synes jeg – .
Der er mange indskudte stavelser, forstavelser og bag stavelser – eller hvad det nu hedder på dansk.
Samtidig er der 6 forskellige navnemåder – hvor udsagnsordene retter sig efter navneordets klasse.
Så der gav jeg op.
Men jeg har lært noget af det mest basale – Goddag og Farvel – har du haft nogle anfald, og talordene op til fem. Derefter bruger de engelske talord – da Chichewa talord er for vanskelige at sige.
Jeg kan sige hvor mange tabletter de skal tage og hvornår de skal komme til kontrol igen og ikke, mindst – kan jeg sige at jeg kun taler meget lidt af sproget – ndi mwa wankulu Chichewa pangono.
pangono. Jeg taler kun lidt Chichewa.
Men jeg har lært at neje for det gør man meget her når man hilser – og jeg har prøvet ihærdigt ikke at lade dem gøre mig til mere end jeg er.

I løbet af det sidste år har de fået en støttegruppe etableret. Det begyndte som en slags Gruppe terapi – hvor epilepsi patienter og pårørende kunne udveksle erfaring og hjælpe hinanden.
Det har så udviklet sig til at blive en gruppe der også arbejder på at få etableret en Epilepsi forening i Malawi.

Så min første afsked blev med den gruppe – heldigvis var der ingen der havde fortalt dem at jeg rejser, så de havde ikke nået at forberede noget. Det var de ærgerlige over – og min oversygeplejerske Lucy Magola påtog sig hele ansvaret for det.
Jeg har over tid gået og lagt lidt penge til side – så jeg i tirsdags kunne overrække formanden
en kuvert med 10.000 Malawi kwacha – som en hjælp til at få foreningen i gang.

Dr. Patty Matamboli - fra DR Congo - arbejder i Malawi

via FN. Dr. Patty vil meget gerne til Danmark og lære mere

så jeg har givet ham nogle nyttige links - så han kan prøve

at komme f.eks til Epilepsihospitalet og lære mere om

børneepilepsier, samt ikke mindst DAMP. Der er mange DAMP børn her

En klient og hendes veninde

Torsdag d. 03.07.08 blev der så holdt officiel afsked for mig. Jeg havde selv planlagt at bage nogle kringler og tage med, samt købe noget sodavand. Kringlerne var bagt, da jeg fik at vide at de var i gang med at forberede en afskedsreception for mig.Så vi fik lidt malawiansk kultur blandet med dansk i den anledning.

Kameraerne skulle lige prøves af - så det blev lige til et par ekstra billeder

Mr. Zimba, Matron Magola og en af damerne i køkkenet

Mr. Zimba ved sin plads, hvor han registrerer patineterne der komme på børneafdelingen

Han påstår han vil savne mig, men er dog så ærlig at sige, det mest er den daglige avis, jeg har medbragt. Han er rimelig dramatisk - kom fredag morgen og sagde at jeg lige så godt kunne stikke en kniv i hjertet på ham. Jeg svarede at jeg ikke havde lyst til at sidde i Maula fængslet resten af mit liv på gr. af ham.

Der var udarbejdet et fint og detaljeret program til Sister Hassans Farewell party - med tidspunkter og hvem der nu skulle tale og hvornår vi skulle have snacks.

De hele skulle begynde kl. 14.30 – og jeg sad på hæderspladsen til tiden, og mange af dem der ville sige farvel var der også, men de øverste lod vente på sig.
Så det begyndte med en halv times forsinkelse.
En malawiansk clinical officer – en halv læge – var tovholder og begyndte med at sige, at nu gik flaget på halv i børneafdelingen fordi jeg rejser. Da jeg kom i sin tid – gik flaget til tops.
Derefter blev der indledt med en bøn og så talte min oversygeplejerske til mig – fortalte om den gang jeg kom over på Bwaila – tidligere Bottom Hospital for at finde ud af om der var nogen epilepsi behandling og hvor. Lucy fortalte at det var hende jeg havde talt med dengang og at hun lige siden havde bedt om at jeg ville komme til hendes afdeling – hvilket jeg jo så gjorde i sidste ende.
Jeg fik rosende ord med om mit arbejde og en masse om hvor meget jeg vil blive savnet.
Generelt var det temaet i alle talerne.

Oversygeplejerske Lucy Magola holder sin tale

En læge fra Nigeria - der talte på vegne af Overlægen - der var kaldt ud til noget akut.

Se hvor dygtig jeg er !

Jeg fik god hjælp til at pakke gaverne ud

Så fik jeg også gaver – et vægophæng – rødt stof med en træ udskæring af Malawi og med teksten Greetings from Malawi.
Dernæst fik jeg en T – shirt fra fagforeningen – NOMN, samt et stykke stof – en chinchinte fra fagforeningen, og endelig 4 meter stof i sort og hvidt med giraffer på.

Jeg holdt så min takketale – hvor jeg sagde at jeg var meget overrasket over dette arrangement, og slet ikke havde forventet det.
Jeg kunne fortælle dem at Lennart og jeg da har været fristet til at blive her i landet, men at vi med tanken på at vi har vore forældre, børn, børnebørn og venner i Danmark ikke ser det muligt. Jeg sagde at jeg havde mødt så megen venlighed, hjertelighed og gæstfrihed og at dette virkelig er Afrikas varme hjerte.
Jeg sluttede af med at sige at jeg virkelig har tænkt meget over hvad jeg ikke vil savne og er kommet frem til:
Moskitonettet – hvor det er et Guds under jeg ikke er kommet galt afsted på vej ind og ud
De evindelige – planlagte såvel som uplanlagte strømafbrydelser
Det langsomme internet
Og endelig den varme årstid.
Alt andet vil jeg savne. Men jeg kunne jo også sige at jeg glæder mig til at komme herned næste sommer på ferie og helt sikkert vil komme ud på KCH igen.

Så blev der serveret snacks og drinks - og fadene var støvsugede da det sluttede

Inkosi ya Maseko Gomani IV

2008-06-21T10:40:00.000-07:00

Desværre kan jeg ikke lægg videoer ud på bloggen

Inkosi ya Makosi Gomani IV - Kongen over Makosi folket - Gomani d. 4.

Malawi var for mange år siden beboet af pygmæer. Igennem tiden er der foregået store folkevandringer på kontinentet – hvor stammer – af Bantu folket vandrede ned fra det der i dag er DRC Congo og bosatte sig her, fordrev de oprindelige pygmæer der vandrede sydpå.
Historien vil vide, at mødte man en pygmæ, var det første han spurgte om: Hvor så du mig?
Svarede man for længe siden – var pygmæen tilfreds og lod en gå videre, men var man så uforsigtig at sige, man først så ham lige nu – blev man dræbt, for dermed antydede man at han var lille!

Efterkommere af Bantu indvandrere, er Chewa folket, der i dag, boer i det centrale Malawi, i Mozambique og Zambia.
Chewa’erne har deres egen konge – han bor i Zambia – og når han kommer til Malawi – modtages han som ethvert andet statsoverhoved.

Østfra kom et andet folk – Yao folket – de bor fortrinsvis i nærheden af søen, og er efterkommere af de stammer, der indfangede afrikanere fra andre stammer og solgte dem som slaver til Zanzibar og araberne. De udgør i dag størstedelen af den muslimske befolkning i landet.

Sydfra, fra Zwaziland og Zululand kom i slutningen af 1800 tallet endnu en stamme Ngonierne – der har bosat sig flere steder i Malawi – og som i dag udgøres af en nordstamme og sydstamme.

Udover disse hovedstammer findes der et utal at mindre stammegrupper – mod nord Tonga og Tumbuka, mod syd Lomwe og Luba folk.

Det er i sydstammen vi har været til kroning af deres øverste overhoved – Inkosi ya Makosi Gomani IV.
Det sted kroningen foregår, hedder Lizulu – hvis fulde navn er Lizwe la Zulu – Zuluernes land.
Prins Kanjedza Gomani er direkte efterkommer af Ngcamane Maseko Ngoni kongerne der har regeret siden omkring 920 e.kr. i dele af det nuværende Sydafrika og Swaziland.
Selve navnet Maseko Ngoni adskiller stammerne fra området omkring Dedza, Ntcheu og Thylo i syd fra den anden stamme – Zwangendaba Jere Ngoni – der bor nordpå i Malawi i dag.

De Ngonier der i dag bor i Malawi er efterkommere af grupper der udvandrede fra øst kysten af Sydafrika og Swaziland under hvad der kaldes mfecane eller Chaka Zulu krigene. De vandre så langt nordpå som til Songea i det nuværende Tanzania – for så senere at søge lidt sydover og bosatte sig i det der nu er Malawi. Alt dette sket omkring 1850.

Man mener at dette royale dynasti går så langt tilbage i tid som til 920 - og lige op til i dag.
Jeg skal spare jer for en opremsning af de forskellige konger.

Maseko Ngonierne der udvandrede fra Swaziland – bosatte sig først i det vestlige af det der nu er Mozambique, i 1841. I 1846 brød de op igen og bosatte sig nær Dedza by – der ligger på grænsen ind til nutidens Mozambique.

Ngonierne var oprindeligt krigerfolk og kæmpede mod den engelske overmagt i mange år, nægtede at indordne sig under deres regler. Flere af deres konger og regenter er blevet henrettet af både englænderne og portugiserne, og i sidste ende måtte de overgive sig, og indrette sig mod et moderne samfund.
Kriger ritualerne lever dog videre i deres traditionelle klædedragt og forskellige symboler.
Deres traditionelle tøj, er lavet af leopardskind – de har skjold, kølle og spyd – en Ngoni kriger bliver begravet siddende – da en kriger aldrig overgiver sig.

Kanjedza Gomani der blev kronet i dag har en fortid i Malawi Defence forces – er gået på pension i januar i år, for at hellige sig sit embede som konge. Hans vision er at holde liv i de traditionelle ritualer og indpasse det i den moderne verden, for som han siger – en folk uden historie er rodløst.
Ngonierne er i modsætning til andre stammer her i landet de der har bevaret mest af deres oprindelige kultur – efter kristendommen er kommet hertil med missionærerne og Livingstone.
Specielt den Frie skotske Kirke og de Reformerte hollændere – har gjort meget for at fortælle folk, at deres tidligere kultur er dårlig og værdiløs.
Den Katolske kirke er bedre til at indkooperere traditionel kultur i kristendommen – og her gør De Hvide Fædre der har missionsstationer flere steder i landet, et stort arbejde.
Det betyder at utrolig mange ikke ved noget om eller kender til deres rødder og historie.
Kilde: New Dynasty: Alfred Msadala og Prof. Enoch Timpunza Mvula

Lennart i sit kroningstøj.

Vi kørte her fra Lilongwe i morges kl. 8 med kurs sydpå. Vi havde inviteret Elby med – da hun en dag fortalte mig at hun elskede at se på Ngoni danse.
Som til alle andre anledninger var der også til denne lavet et specielt stof, som jeg havde købte nogle meter af. Til Lennart fik vi syet en skjorte, og Elby havde brugt sit til at sy sig en nederdel med bluse, medens jeg nøjedes med at bruge mit som chinchinte – det stykke stof kvinder altid binder om deres nederdele.
Da jeg så Elby i morges – ærgrede jeg mig over jeg ikke havde fået syet et sæt – men på den anden side vil jeg jo ikke gå med sådan et sæt mere end denne ene gang.

Mig i kroningschinchente udover mit afrikanske sæt

Elby som altid elegant

Da vi kom til Lizulu og havde parkeret bilen gik vi ned til festpladsen. Der var allerede mange mennesker forsamlet og grupper af Ngonier dansede flere steder på pladsen.
Det var et pragtfuldt skue – nogle helt traditionelt klædt – andre med dele af det traditionelle udover moderne tøj – andre med ankelsokker og pæne sko til leopardskind og vajende fjer – bjælder om anklerne – osv.
Mine kolleger havde forarget fortalt at vi ville komme til at se kvinder danse med bare bryster og ved sådanne ceremonier var der også en nøgen mand.
Så jeg er skuffet – for kvinderne var ærbart dækket med fine hvide toppe og manden have et par underbukser på –.

Tronstolen - bagfra - vi kunne desværre ikke komme til det forfra

Her er vi kommet til at sidde ved siden af alle høvdingene.

Jeg sagde til Elby, at hvis nogen spurgte hvem vi var

skulle hun fortælle - at jeg er paramount chief over

Pilevej 73

Dette er manden der burde have været nøgen under skindene

Et Ngoni skjold

Kvinderne der skulle have haft bare bryster

Det var lidt svært at følge med da al annoncering forgik på Chichewa – men lige pludselig begyndte krigerne at danse i en lang række og gå opad og så kom kongen

Her kommer Gomani d. IV

Der var en masse taler opremsning af kongens karriere og livsforløb. Det blev også fortalt at der var gæster fra Tanzania, Swaziland, Transvaal,Mozambique, Zambia og Zimbabwe.

Landets præsident Dr. Bingu wa Mutharika - der faktisk er Lomwe - var også med, så det blev også til lidt politiske taler.

Det var en
fantastisk oplevelse, som vi er meget glade for at have overværet - det er ikke noget man oplever så ofte.

Videoer med dansene lægger jeg på et indlæg for sig selv.

En sidste Safari

2008-05-30T13:51:00.000-07:00

Tidspunktet for min endelig hjemrejse fra Malawi nærmer sig - desværre. Da vi så samtidig fik besøg af min veninde fra Esbjerg - var der en god anledning til at aflægge endnu et besøg i Livonde National Park - Mvuu ( flodheste) Camp.
Det var vores fjerde besøg sammen - men ved hvert besøg har vi oplevet noget nyt.

Skiltet vi møder ved ankomsten efter 1 times sejl tur op af Shire floden

Hytte teltene vi overnatter i
Flodheste

En stor nil krokodille - ca 4 meter lang

Et kæmpe firben

Flot elefant billede

Elefant der vasker sit græs fri for jord, inden det spises.

Jeg har en video med den som jeg vil prøve at lægge ind.

Lige udenfor vores hytte gik en stor flok vortesvind

stille og fredeligt og græssede.

Det berømte pølsetræ

Waterbuck

Smuk solnedgang over Shire floden.

På min finger sidder en lille bitte frø. Vores guide plukkede

noget vild basilikum og gav os hver en kvist og i min

sad denne lille fyr.

En Basilikum frø . må det vel være :-)

På bådturen kom vi forbi disse to legende elefanter.

De sprøjtede og plaskede i vandet og havde det herligt.

På køreturen mødte vi også en meget vred elefant

Han lagde an til et angreb der kun blev afværget ved at guiden

skød en lille hundeprop pistol af og skræmte elefanten.

Lennart er overbevist om at vi var i fare - jeg tror guiden

havde styr på det og nøjagtig vidste hvad han gjorde.

Her lægges an til angreb

Turbåd

Malakit

Fiskehejre

Vores hus i Lilongwe

2008-04-29T10:31:00.000-07:00

Indkørslen- med garagen i baggrunden

Et kig mod hovedindgangen fra en anden vinkel

Forsiden af huset med vores soveværelse vindue

længst til venstre

Bagsiden af huset - døren ind til køkkenet

Vores lille lysthus i baghaven

Haveskulptur

Køkkenet - Elby's domæne

Marias værelse og vores gæsteværelse
Gæsteværelset - der også har bad og toilet

Skrivebordet i vores soveværelse

Gangen fra stuen og ned til vores soveværelse.

Her ligger yderligere to gæsteværelser - disse dog uden eget bad
og toilet. Det betyder at vi har tre gæsteværelser fire toiletter og tre badeværelser

Dagligstuen set fra spiseafdelingen

Spiseafdelingen set fra dagligstuen

Ntchisi Forest Lodge

2008-03-05T09:27:00.000-08:00

Den første weekend i marts - kørte vi en times tid op nordpå til Ntchisi - for at besøge en lille regnskov - og overnatte på en lille lodge - Ntchisi Forest lodge. Stedet er i slutningen af sidste år
overtaget af et dansk/engelsk par - Lone og Craig.
http://www.ntchisi.com/
Indtil Ntchisi by er vejen god og nylig asfalteret, men det sidste stykke vej, var dårlig - rigtig malawiansk vej og tog lige så lang tid at køre som det første stykke.
Men smukt var der på turen op til det lille stykke regnskov og lodgen. Da vi var kommet derop og havde fået anvist vores værelse - fået en god kop kaffe og en udmærket frokost - gik vi en tur i skoven.
Som det kan ses af billederne - var det ikke særlig godt vejr og vi gik i regnvejr det meste af tiden og blev godt våde.
I godt og klart vejr - kan man se Malawi søen - men ikke lige den weekend. Koldt var det også, noget vi ikke var forberedte på - det var jo i den varme tid så vi havde ikke fået nok tøj med.

Mosset på denne træstub fortæller at luften er ren og ikke forurenet.

Der er ikke elektricitet, kun det en lille vindmølle kan producere

Det varme vand kommer fra dette solpanel, og kan suppleres med en

gammel brænde varme kedel.

Udsigten ned over "søen"

Når der ikke er el - er det godt med en pandelampe

Verandaen

Zimbabwe

2008-02-27T10:53:00.000-08:00

Onsdag d. 13.02.08
Der har længe været snak om at jeg skulle med Lennart til Zimbabwe, på projektbesøg og lidt ferie.
Indtil for nylig har det været usikkert om vi skulle afsted. Der skal være valg i Zimbabwe i slutningen af marts måned og det har været vigtigt, at sikkerheden er i orden. Men midt i januar blev det så endelig besluttet at tage af sted.
Hovedformålet med besøget var at se igangværende projekter, samt introducere en ny medarbejder fra København – der skal overtage efter Sanya James der rejser i slutningen af marts.
Sidst men ikke mindst, skulle der laves oplæg til et nyt projekt, der bliver finansieret af pengene fra Danmarksindsamlingen.

Tidligt onsdag morgen , forlod vi Plot 153 i Lilongwe med kurs sydpå til Dedza. I Dedza skulle vi krydse grænsen ind til. Mozambique. Det gik rimelig hurtigt – at få os igennem immigrationen og få de nødvendige papirer ordnet på bilen – CO2 skat og forsikring. Visa til at køre gennem Mozambique havde vi allerede fået i Lilongwe.

Zambezi og broen

Landsbyer i Mozambique

Herfra gik turen gennem Tete provinsen og det der under borgerkrigen gik under betegnelsen Tete korridoren og som dengang blev betragtet som nogenlunde sikker.
Mange murstenshuse ligger stadig hen som ruiner og generelt, så der meget elendigt og fattigt ud overalt.
I Mozambique er alle huse samlet i store landsbyer – med markerne rundt om landsbyerne. Husene er bygget af store træstammer – sat i en cirkel og nogle af dem havde noget mudder klasket på – og så stråtage.
Vejen gik fra bjergene, ned mod Zambezi floden og jo længere vi kom ned begyndte vi også at se spor efter oversvømmelserne. Store stykker med majmarker var totalt ødelagt af vand.

Veksling af penge foregik ved et T – kryds – hvor nogle mænd stod med store seddelbundter og vekslede – det gav en bedre kurs end de officielle vekselsteder. Dette efter anbefaling fra embedsmænd ved grænsen.
Endelig kunne vi se floden og den store hængebro over den. Vi betalte et symbolsk beløb for at komme over broen.
Kort derefter fandt vi et sted at køre ind til siden, hvor vi spiste vores medbragte frokost. Vi fik også tanken fyldt op med diesel, så vi kunne komme hele vejen til Harare. Man kan ikke bare tanke i Zimbabwe. Efter en fortjent pause kørte vi videre mod grænsen til Zimbabwe.
Vi kom godt ud af Mozambique og ind i Zimbabwe, ved Nyamapanda. Lige indtil vi kom til noget politi, der skulle kontrollere bilens motor – hed det sig. Her viste det sig at vi skulle have haft et officielt papir fra politiet i Malawi, om at bilen vi kører i, ikke er stjålet. Det havde vi ikke, og Levie stod og parlamenterede med dem en tid, indtil Lennart gik ud. ”I må lade bilen stå, tage en bus, et fly eller køre tilbage” var den besked vi fik.
Torsdag d. 14.02.08
Da Lennart var i Zimbabwe i juni 2007 var morgenbuffeten stor og imponerende, men da vi kom den første morgen – var der ristede havregryn – cornflakes, mælk, frisk frugt og scones. Også fint, men i forhold til sidste gang Lennart var her, er det gået meget tilbage.

Harare er en rigtig storby med store, brede avenuer og gader, men ikke megen trafik. Der er mange tankstationer, men tydeligvis ikke benzin – da alle så mere eller mindre lukkede ud. For at købe brændstof til bilerne, skal man have nogle specielle kuponer, der kan købes på Forex bureauerne.
Nogle steder stod der et skilt – Fuel Yes.
Der var lange køer foran veksel bureauerne og den officielle vekselkurs ved grænsen var 30.000 Zim dollar til en US dollar.
På det parallelle marked, som selv regeringen bruger får man 8 mill Zim dollar for en US dollar.
Så for en kort bemærkning er vi millionærer, ja endda milliardærer. Her har man ikke pengene i sin pung, nej man har en stor kuvert i tasken, fyldt med store bundter af penge – sedler af en værdi på 10 mill. – der alle er påtrykt en udløbs dato – d. 30. 06.2008. Ingen af sedler har et billede at Mugabe. Rygtet vil vide at det skyldes, at han godt ved de ikke er mere værd end til at blive brugt som toiletpapir.
Det er et større arbejde at tælle penge op når vi køber noget – da et aftensmåltid koster 30 mill til 50 mill.
Da Zimbabwe har været et velstående samfund – er nedturen ikke så dramatisk og de fattige er ikke så fattige som i Malawi - men alligevel er det tydeligt et samfund i forfald. Alle er nervøse for valget og resultatet – også skræmt af hvad der er sket i Kenya.
Der er to hovedstammer – shona og ndebele. Robert Mugabe er shona, men måske heldigt nok er alle opstillede kandidater shona.
Derudover er der mange andre mindre stammer, hvor Tonga stammen oppe nordpå er den største. Der er også Tongaer i Malawi og Zambia.
Vi er kørt gennem store øde områder, hvor jorden ligger udyrket hen. Kun meget små stykker jord er tilplantet med majs, der de fleste steder står elendigt. Det regnede meget, endda for meget i december – januar, men nu har det ikke regnet i næsten 4 uger, så det ser ikke for godt ud.
Da Mugabe smed de hvide bønder ud – gav han jorden til landarbejderne. De er altid blev holdt nede, og ved ikke hvordan man dyrker et intensivt landbrug. Samtidig smadrede de hvide alt maskineri inden de forlod det. Så fra at have været Afrikas brødkurv, er Zimbabwe blevet områdets tigger.

Fredag d. 16.02.08
Fredag formiddag var vi alle fire på sight seeing – fik anbefalet et sted der hedder Doon Estate – der er en samling af butikker med mere brugskunst. Ved siden af det et stort åbent område, hvor der sidder kunstnere der laver skulpturer af sten. Det er alt sammen sten rester fra minedrift og der er mange smukke sten. Alt hvad de fremstiller er meget flot og imponerende. Men det meste er også meget stort, så derfor udenfor vores rækkevidde. Der var dog en lille kvinde – modelkvinde – der helt bestemt mente hun skulle med mig hjem.
Derefter gik vi rundt i alle de andre butikker og der var meget rigtig flot – og her blev det til en dejlig dug. De ting de sælger der, kan bl.a. andet også købes i Knuthenborg Safari park.

Ved middagstid var vi i lufthavnen for at modtage Christer, der skal være Nødhjælpens mand i Zimbabwe fra juni og bl.a. være med til at administrere de 9 mill. kr. der kom ind ved Danmarksindsamlingen. De skal bruges til et projekt for børn under 5 år – for at være med til at reducere børnedødeligheden

Lørdag d. 17.02.08
Lørdag morgen var det så tid til at køre videre, denne gang til Bulawayo – den næststørste by i Zimbabwe, der ligger sydvest for Harare. Vi var fordelt i to biler – den første med Sanye James og hendes mand Andreas – urobetjent fra Berlin. Sammen med dem kørte Christer samt en mand der skulle tilbage til Bulawayo. I vores bil Uffe Gjerding fra Zambia, Agness, Lennart og mig, samt Levie. Det gik hurtigt – max hastigheden er 120 km i timen, men vores tyske betjent, trådte lidt vel hårdt på speederen. Uheldigt for ham at han kørte først, da det også var ham der blev taget for at køre for hurtigt, og på stedet måtte betale 4 mill. dollars – der jo nok er gået lige ned i betjentenes lommer..
Det er en lang tur – og første store stop var i Gweru – hvor vi købte mad på en Chicken Inn – og kørte så lidt udenfor byen og fandt et skyggefuldt sted, hvor vi spiste.

Da vi drejede af fra hovedvejen – lå der en kvinde i vejkanten – der ikke så ud til at have det godt.
Da vi kørte fra stedet, stoppede vi op for at se om vi kunne hjælpe. Det var en ældre kvinde, tydelig afkræftet, og det hjalp at hun fik lidt vand og et par bananer. Muscha der var med, prøvede at komme i kontakt med hende, og lidt efter standsede en Mercedes i vejkanten og to velklædte mænd kom ud.
De forsøgte at finde ud af hvem kvinden var, hvor hun kom fra og hvor hun boede, og kom endelig frem til at hun nok var fra en landsby lidt længere oppe af vejen. Vi fik hende ind i bilen og fandt husene, men desværre kendte ingen hende der.
Men de havde da set hende ligge der dagen før, og det samme fortalte nogle andre vi spurgte også.
Der kom efterhånden lidt liv i hende – og der var ikke andet at gøre end at sætte hende af på vejen igen, med nogle bananer, to flasker vand og et stor pose brød.
Uden at være fordømmende, er det altså meget forstemmende, at man i et samfund, hvor det at bede til Gud er vigtigt, i alle henseender, og kirkegang et must – at man så ikke lever efter det. Måske har de bare ikke overskuddet til at tage sig af andre, når hverdagen er en stadig kamp for overlevelse??
Sanya mente bestemt at de to mænd, var fra sikkerhedspolitiet – de spurgte hende meget grundigt ud, ville have telefon nummer mm.

Vi kom til Bulawayo ved firetiden, kørte lige ind på Christian Cares kontor og hilste på inden vi blev vist ud til vores lodge Banffs Lodge. Igen et hyggeligt og pænt sted, ejet af hvide.
Maden var rigelig og god. De bor så tæt på grænsen til Botswana og Francistown, at det kan betale sig at køre derover og handle.

Milliarderne tælles

Victoria vandfaldene

2008-02-27T09:30:00.000-08:00

Søndag d. 18.02.08
Tidlig søndag morgen kørte Lennart, Levie og jeg så mod nord til Victoria Falls. Nøjagtig halvvejs mellem Bulawayo og Vic Falls, gjorde vi holdt ved Halfway Hotel og fik en kop kaffe, og bekræftede vores reservationer af værelser til dagen efter, hvor vi skulle på projektbesøg i området, ca. 100 km fra Vic Falls.
Vi var i Vic Falls kl. 13 og fandt hurtigt en hyggelig lodge Amadeus Gardens – hvor vi fik nogle fine værelser. Levie var blevet utilpas undervejs – forstoppelse fordi han er kræsen og ikke spiser ordentligt, så han hvilede sig, medens vi fik et par sandwich.
Derefter kørte vi så op til vandfaldene – lejede nogle regnfrakker og gik så ind i National parken.
Der løber ca. 550 mill. liter vand ned i minuttet – på denne årstid – og det står op i kaskader af skumsprøjt fra nedslaget. Solen dannede de flotteste regnbuer.
Det hænder at elefanter prøver at krydse floden ovenfor vandfaldet og bliver revet med ned, og krokodiller og fisk overlever heller ikke turen ned.
Billederne taler for sig selv – det kan ikke beskrives, men imponerende og flot er det. Dog ikke noget vi ville have betalt i dyre domme for at rejse ned og se. Men når vi nu alligevel var i nærheden – bestemt værd at se. Vi kom dertil i strålende solskin, men lidt efter trak sorte skyer op og det begyndte at tordne – og lige pludselig åbnede himlens sluser sig og det styrtregnede. Regnfrakkerne beskyttede lidt, men vi var godt nok våde da det endelig holdt op.
Vi gik lidt op i byen for at se på butikker – der stort set alle var gabende tomme. Bata sko forretningen havde kun nogle enkelte sko stående, og annoncerede efter brugte sko.
Turistbutikker havde mange ting, men til en noget høj pris, så de fik lov til at beholde deres ting.

Livingstone

Gennemblødte af regn

Zimbabwe - Projekter

2008-02-27T06:32:00.000-08:00

Mandag d. 19.02.08
Mandag morgen tidligt – kørte vi så fra Vic Falls til Lupane, hvor Christian Care har et lille kontor, hvorfra de arbejder i området.
På turen op havde vi set advarselskilte om at her passerer kvægflokke, og et skilt med en springende antilope og endelig et skilt med advarsel om at elefanter passerede.
Det oplevede vi på vores tur tilbage mandag morgen. Udover det, store flokke af bavianer der sad midt på vejen.

Vi var det lidt over ti, medens de andre først kom ved middagstid – blot et par timer forsinket. Efter at vi havde spist den frokost de havde medbragt, kørte vi til DA’s kontor. District Administrator svarer vel til en amtsdirektør hjemme – før kommunalreformen. Han skal give tilladelse til at køre rundt i området og er også ansvarlig for vores ve og vel. Han kørte med rundt på projektbesøg den dag og var tilfreds med hvad han så
Lupane distrikt ligger i Matabeleland – og bebos af ndebelefolket. Deres sprog er forståeligt nok ndebele – med de berømte klik, som også Miriam Makebe sang med. Men de har også en sproglyd der fik mig til at tænke på grønlandsk. Et bevis på folkevandring i en fjern fortid??
Nogle vil måske kunne huske at der foregik et folkemord i dette område i firserne. På det tidspunkt opstod der her en opposition mod Mugabe, der hentede et Nordkoreansk tæskehold ind, der myrdede i tusindvis ndebeler. Forståelig nok er de specielt meget bekymrede ved udsigten til valget og resultatet – frygter med rette en ny afstraffelse.

Generelt kan man nok sige, at Afrikas største problem er at der er så mange stammer, der er blevet fordelt i forskellige lande. Som så ofte favoriserede kolonimagterne den ene på bekostning af de andre – og ikke mindst dannede de nogle kunstige lande, på tværs af stammer. Så når der er valg, og når en siddende præsident snyder sig til en sejr, hvilket Mugabe jo nok vil forsøge igen, er det årsag til uroligheder.

Levie ser på en majs mark, der tydeligt lider
af moisture stress - vandmangel.

Levie og en lokal medarbejder i Lupane

Teamet - ved bordet fra ve. Mrs Ncube, DA

Mr. Mazulo i marken

Sorgum

Hirse

Man har udvalgt sig nogle områder, og det vi besøgte mandag var et område hvor folk havde fået noget land, engang kort efter Anden Verdenskrig. Gode gamle metoder var gået i glemmebogen, men nu havde man fundet nogle bønder, der er blevet trænet og skal videregive deres viden til andre i området. En slags modelbønder – eller som de kaldes her – Lead farmers.
Metoden består i alt væsentligt i at, at man i august forbereder jorden, samler alt græsset man hakker op og bruger det at dække jorden. Det beskytter jorden og holder på fugtigheden. Majsen skal så plantes efter et bestemt mønster – på lige rækker med en bestemt afstand imellem hvert plantehul. .
Når så bedene er gjort klar i oktober – november – med huller – lægges der tre frø i hvert hul og man kommer også kunstgødning ved.
Derefter er det kun at vente på regnen – og kommer den som den skal gror det hele fint. Der kommer ikke så meget ukrudt ved denne metode og derfor er det lettere at luge, når den tid kommer.
Desværre er de tilbøjelige til at lægge ud med et for stort område, hvilket betyder at metoden ikke er fuldt så god som den kan være. Det lød dog som om at de vi besøgte havde indset dette og ville være mindre ambitiøse fremover, indtil der er helt styr på det.
De marker der er tilsået på denne måde står dog meget bedre end de der er sået traditionelt. Men alligevel er det ikke problemfrit. I begyndelsen af regntiden kom der godt med regn, nogle steder for meget, så enkelte områder blev oversvømmet. Men på nuværende tidspunkt har det ikke regnet i 4 uger, og det kan allerede ses på majsen. Både den der er sået traditionelt men desværre også på majsen sået efter de nye/gamle metoder. Conservation farming, er faktisk en gammel metode, der har været gået i glemmebogen.
Den lead farmer vi besøgte først, Mr Mazulo, eksperimenterede med flere forskellige metoder til at dyrke majsen, og havde også jordstykker tilplantet med jordnødder og noget der kaldes roundnuts. Disse nødder er meget næringsrige – og derfor gode.
Vi besøgte to bønder mere, hvoraf en også dyrkede sorgum og millet.
Det så godt ud – det vi så, men marginen er meget lille – kommer der ikke snart regn, går det galt, og der vil opstå hungersnød i området meget snart.
Klokken var efterhånden blevet mange og vi skulle lige aflevere DA ved hans hjem, hvorefter vi havde 143 km til Halfway Hotel.
Vi kom dertil fulde af fortrøstning – vi havde jo bekræftede bestillingen dagen før.
Men ak og ve – vi er jo i Afrika - så selvfølgelig var der lavet dobbelt booking af rummene, så vi endte op med at Agnes og Sanya måtte dele værelse, Evertson og Christer et andet – hvor Levie faktisk også skulle sove, og endelig et dobbeltværelse til Lennart og mig. Det tog os et par timers parlamenteren frem og tilbage inden vi endelig fik værelser, fik betalt regningen og endelig kunne vi spise.
Levie valgte at sove i bilen – officielt fordi han ville passe på vores jerrycans med diesel, men nok ligeså meget fordi han skulle dele dobbeltseng med en anden.

En af de andre farmere

Og hendes svigermor

Landsby hus de er så fine og flot dekorerede.

Endnu en farmer og hendes mand

Gårdsplads

Tirsdag d. 20.02.08
Vi fik sovet, fik morgenmad tirsdag og så gik det ud i marken igen. Tirsdag skulle vi besøge fælles køkkenhaver i området. Her er det arrangeret med komiteer der står for forskellige dele af dyrkningen af grøntsager. Disse komiteer er igen delt op i mindre enheder, og hver af disse fortalte hvad de havde opnået i løbet af det første år, hvor mange geder, kyllinger, kaniner hver familie havde kunnet købe. De havde også givet grøntsager til mindre bemidlede familier af forældreløse eller sårbare familier og endelig kunne de alle fortælle at der nu var penge til at betale for skole, uniformer og bøger.
Det blev en lang og anstrengende dag igen – og vi var sent tilbage i Bulawayo på Banffs hotel.
Og lur mig lige om der ikke var gået ged i værelses fordelingen igen - igen, så stakkels Levie måtte ind på en lodge ved siden af den første nat.
Nå onsdag blev vi forenet igen alle fire.

Forkvinden for de ene køkkenhave projekt.

Brønden, som de gerne vil have gravet dybere

Vi blev budt på frokost hos forkvinden. Efter vi havde spist var det lige tid til en sang og dans.

Et andet køkkenhave projekt. Her fik vi nogle flotte kurve - fulde af grøntsager

Zimbabwe - dyr

2008-02-26T20:46:00.000-08:00

Torsdag d. 22.02.08
Torsdag arbejde de andre videre, medens Levie og jeg tog ud på et ”børnehjem” for vilde dyr. Det er privat og drives alene for egne midler plus hvad der kommer ind i entreindtægter. Desværre kommer der ikke så mange turister for tiden, så det er lidt sløjt.
Der var mange forskellige hjorte arter – løver, leoparder, geparder, vildkatte, næsehorn aber og et utal af fugle. Egentlig skulle dyrene sættes ud i naturen igen, men da mange af de store kattedyr har vænnet sig til mennesker, siden de var små, ville de ikke overleve længe der. Han kunne kalde både en leopard og en hun løve til sig og kæle dem
Derefter ind til et indkøbscenter hvor der var en cafe og tre supermarkeder. Der er ikke meget på hylderne i nogen af dem, men Spar købmanden var den der havde mest tilbage.

Vortesvin

Ja køn er den jo ikke

Elefant foster

Løve foster

Bull frog - kæmpestor og kan bide

En sjov fugl - ørn/ugle

Poppy bliver kløet bag øret
Efter frokost fredag, kørte vi sammen med de lokale medarbejdere ud til en vildtpark – Matobo Hills lidt udenfor Bulawayo.
Her kørte vi rundt et stykke tid – så nogle giraffer og flodheste, men ellers var det små med dyr. Christer, Agness og Everson stillede sig på ladet af Sanyas bil, så de havde et bedre overblik.
Det affødte en masse jokes i vores bil – om DCA teamet på baseline study – der skulle lave en logframe – planlægge et under five projekt for flodheste og næsehorn etc. Alle de termer de havde arbejdet med de seneste tre dage.
Efter vi havde kørt rundt en tid endnu – mødte vi fire rangers – parkbetjente. To af dem kørte med os til en platform, hvorfra man kunne se ud over terrænet. Her så vi fire næsehorn gå og græsse. Vi blev spurgt om vi ville tættere på, og så kom vi på en lille, improviseret walking safari.
Jeg kom til at gå bagerst, sammen med Levie og ville egentlig gerne have haft en ranger sidst – for tænk nu hvis der lå en løve på spring i krattet. Det gjorde der heldigvis ikke, men de andre oppe foran, så en stor kobra komme hen over vejen.
Endelig kom vi til næsehornene – fire hunner – hvide næsehorn. De gik lige så fredeligt og græssede, men blev så nysgerrige og kom langsomt hen imod os. De to rangers stod stille og roligt – Levie var ved at gå til af skræk og trak sig tilbage, og da de var kommet lidt for tæt på, klappede betjentene i hænderne og næsehornene trak sig lidt tilbage.
Så nu har Lennart og jeg se alle De Fem Store – Løve, Leopard, Elefant, Næsehorn og Bøffel. Så nu kan vi sige Mission accomplished.

DCA (DanChurchAid) teamet på arbejde i marken.

Der blev fyret vittigheder af i bilen om Baseline studies - logframes, under five programs for flodheste og næsehorn.
Alle fik luft for de sidste tre dage intense arbejde med at planlægge nye projekter

Christer, Agness, Everson

Her er de så - næsehornene

Great Zimbabwe

2008-02-26T09:56:00.000-08:00

Lørdag d. 23.02.08
Agness havde fødselsdag og blev glad for at vi havde husket det og vidste det.
Meget passende havde jeg fundet et par ørenringe med Perlehøns – en stor del af hendes arbejde med fødevaresikkerhed. Desuden et par små sten skulpturer.
Efter vi havde pakket og spist morgenmad satte vi nu kurs syd øst på til Masvingo. Engang en af de rigeste byer i landet, men er nu sørgelig nedslidt, som alle andre steder. Vi kom dog til at køre en mindre omvej – da en eller anden spøgefugl, havde vendt et skilt, så vi drejede til venstre hvor vi skulle være fortsat ligeud.

Det er ellers forholdsvist simpelt at finde vej i Afrika. Der er nogle store gennemgående hovedveje og det er ikke så tit man skal dreje. Så det er surt, når nogen så har vendt et skilt.
Omsider nåede vi Masvingo og fandt den lodge hvor Christian Care have reserveret værelser til os. Pa - Nyanda lodge – der ligger nedenfor et bjerg der hedder Nyanda. Stedet bestyres af et pensioneret hvidt ægtepar – der er nødt til at supplere pensionen med arbejde, da man ikke kan leve af den ellers.

Et rigtig dejligt sted i smukke omgivelser, med vilde dyr udenfor. Giraffer, Zebraer og hjorte – som det er lykkedes os at se.

Hovedformålet med at tage denne vej på turen hjemover – var at se Great Zimbabwe – det største bygningsværk fra den tidlige historie efter pyramiderne.
Vi var blevet rådet til at hyre en guide – og det var rigtig godt, for ellers havde vi ikke oplevet og se så meget. Han kendte alle de små og store gange gennem komplekset.

Great Zimbabwe, har givet navn til landet og betyder det store stenhus. Det er bygget omkring d. 10 århundrede, af Shona konger og blev forladt i det 15 århundrede – hvor de er søgt væk.
Lige op til Zimbabwes selvstændighed i 1980 – har de hvide nægtet at anerkende at det kunne være bygget af sorte.
Men det er det og er mindst lige så flot som europæiske middelalderborge.

Great Zimbabwe – består af en ydre mur og indenfor den ligger Kongens borg på en klippetop, hvorfra han kunne se ned på den Første Hustrus bolig, samt alle de andre hustruers boliger indenfor ringmuren.

Første hustrus bolig

På vej op til kongens bolig på klippetoppen

Solure

Køkkenhytten midt på gårdspladsen. Hver gang en konge døde, blev køkkenet jævnet med jorden og et nyt anlægt ovenpå. Det beød så også at gulvhøjden i det indre af borgen var hævet over tid.

En naturlig grotte på klippen hvorfra kongen
kunne se ud over det hele.

Her er tronen - nedenfor ligger en danseplads. Her hylder vi den nuværende konge.

Her sad de indbudte gæster og så danserne

Og her sad kongens soldater og embedsmænd og så på dans

Her står vi ved et regnvandsafløb - inde i Første hustrus bolig.

Tårnet i baggrunden - er et symbol på at den første hustru altid havde mad nok til alle ind-
byggerne i byen.
Motivet er også et af motiverne på en af "penge
sedlerne.

Indgangen til den Første hustrus bolig.

Søndag d. 24.02.08

Nok en dag på landevejen efter at godt morgenmåltid og en stille formiddag, der gik med at slappe af og nyde naturen.
Lennart skulle også lige tælle millionerne endnu en gang for at være sikker på at vi havde nok og ikke skulle tage for mange ubrugelige sedler med tilbage.
Vi kom tilbage til Bronte Hotel og slappede af i haven indtil aftensmaden.
I de to uger vi har været i Zimbabwe er inflationen gået endnu et stykke op – nu veksles 1 US dollar til 10 mill Zim dollar. Priserne på Banff lodge steg betragteligt fra vi tog derfra søndag og til vi kom tilbage tirsdag aften.
Landets finansminister er også begyndt at udtrykke sin bekymring offentligt, medens Mugabe fortsætter i sit vante spor.
Mugabe havde fødselsdag i torsdags – og brugte det til en bredside mod sin modkandidat Zimba Makoni – kaldte ham en prostitueret, men værre, da en prostitueret har kunder!!
Det bliver meget spændende at følge med i hvad der sker den næste måned.

Mandag d. 25.02 begyndte vi så vores tur tilbage til Malawi.
Det var en stille og rolig tur uden de store begivenheder.
Her er Levi og Lennart ved at fylde det sidste diesel på bilen, så de ikke kunne beskylde os for at udføre brændstof fra Zimbabwe.

Grænsen Zimbabwe og Mozambique

Landsby i Mozambique

Vi kigger billeder på computeren

Frokost - bittesmå sandvwish - købt på hotellet. Hver sandwish kostede 12 mill dollar .

Resten af de værdiløse Zim dollar brugte vi på at købe vand, orangesaft og kiks ved grænsen - og det der var tilovers gav vi til en tigger.

Grænsen fra Mozambigue til Malawi.

Trucks der venter på at komme ind i Malawi

Truende skyer over Dedza bjerget

Vores næsehorns bille - en af de fem små

Kitchen Top Up

2007-12-09T10:02:00.000-08:00

Kitchen Top Up - er en mulighed hvor kvinder i Malawi mødes i socialt samvær. Men det er også en stor indsamling af penge til den der afholder festen. Og så gaver, mange gaver til værtinden.
Jeg fik en invitation fra Grace Kumbanga - sygeplejerske og kollega i Epilepsi klinikken.
Grace gjorde opmærksom på at hendes farver i køkkenet er blå/hvid og at gaven skulle pakkes ind i et viskestykke - i farverne.
Dagen oprandt - og jeg kørte derud, hentede Lucy Magola - min oversygeplejerske - der viste vej.

Vi ankom til African standard time - det vil sige ca. ½ time senere end tidspunktet i invitationen. På gårdspladsen var opstillet rækker af stole - hvor vi sad og ventede til flere var kommet og festen kunne begynde. Ved indgangen skulle vi betale et mindre beløb - 50 Kwascha -ca 2 kr.

Kvinden på billedet var tovholder - og styrede programmet. Nu blev der spillet musik fra et anlæg på verandaen og endelig blev Grace og en veninde blev ført ind.
Begge to var skjult under en chinchinte - det stykke stof kvinderne normalt har på for at beskytte nederdel/kjole.

Der blev danset og de to damer placeret på stole.

Det er Grace i den blå dragt.

Kvinden her - indledte med et Halleluja - hvortil alle svarede - Amen
Derefter blev der bedt en bøn og hun holdt en prædiken - om hvad -

ja det forstod jeg ikke noget af. Vandfadet er til at samle penge i.

Nu kom den ene kvinde efter den anden, og holdt en lille tale.

Talerne var opbyggelige, gode råd osv.

Mathilda Munthali - vores tillidsrepræsentant giver gode råd om budgetter.

En gæst

Kvinden her var et festligt indslag.

Hvad hun fortalte om de mange gange
hun stillede sig, forstod jeg heller ikke.

Men det var åbenbart så godt, at der blev
samlet penge ind til hende også.

Medens alt dette foregik, blev der skrevet lister
med navne og hvad vi havde givet i gave.
Derefter blev vi kaldt frem, for at give gaven og sige

et par ord til Grace. jeg havde købt to
krsu fra Dedza pottery - i blå/hvid og pakket ind
i et blåt/hvidt viskestykke.

Lucy Magola præsenterer sin gave.

Og der blev danset og danset - ærgerligt at jeg ikke
kan vrikke med hofterne som de kan.

En gruppe af kvinder.

Kasse mesteren, der talte de indsamlede
beløb op.

Grace fik mange gode gaver og der blev indsamlet 27.000 kwascha

Det svarer til 1500 kr. Et godt udbytte af dagen.

Images of Malawi - Børn

2007-12-05T08:05:00.000-08:00

Images of Malawi - Mænd

2007-12-01T12:44:00.000-08:00

Der er selvfølgelig også mænd i Malawi . Her er nogle af dem

Ord er billige, og lever ikke altid op til virkeligheden