Wednesday, February 27, 2008
Zimbabwe
Onsdag d. 13.02.08
Der har længe været snak om at jeg skulle med Lennart til Zimbabwe, på projektbesøg og lidt ferie.
Indtil for nylig har det været usikkert om vi skulle afsted. Der skal være valg i Zimbabwe i slutningen af marts måned og det har været vigtigt, at sikkerheden er i orden. Men midt i januar blev det så endelig besluttet at tage af sted.
Hovedformålet med besøget var at se igangværende projekter, samt introducere en ny medarbejder fra København – der skal overtage efter Sanya James der rejser i slutningen af marts.
Sidst men ikke mindst, skulle der laves oplæg til et nyt projekt, der bliver finansieret af pengene fra Danmarksindsamlingen.
Tidligt onsdag morgen , forlod vi Plot 153 i Lilongwe med kurs sydpå til Dedza. I Dedza skulle vi krydse grænsen ind til. Mozambique. Det gik rimelig hurtigt – at få os igennem immigrationen og få de nødvendige papirer ordnet på bilen – CO2 skat og forsikring. Visa til at køre gennem Mozambique havde vi allerede fået i Lilongwe.
Zambezi og broen
Landsbyer i Mozambique
Herfra gik turen gennem Tete provinsen og det der under borgerkrigen gik under betegnelsen Tete korridoren og som dengang blev betragtet som nogenlunde sikker.
Mange murstenshuse ligger stadig hen som ruiner og generelt, så der meget elendigt og fattigt ud overalt.
I Mozambique er alle huse samlet i store landsbyer – med markerne rundt om landsbyerne. Husene er bygget af store træstammer – sat i en cirkel og nogle af dem havde noget mudder klasket på – og så stråtage.
Vejen gik fra bjergene, ned mod Zambezi floden og jo længere vi kom ned begyndte vi også at se spor efter oversvømmelserne. Store stykker med majmarker var totalt ødelagt af vand.
Veksling af penge foregik ved et T – kryds – hvor nogle mænd stod med store seddelbundter og vekslede – det gav en bedre kurs end de officielle vekselsteder. Dette efter anbefaling fra embedsmænd ved grænsen.
Endelig kunne vi se floden og den store hængebro over den. Vi betalte et symbolsk beløb for at komme over broen.
Kort derefter fandt vi et sted at køre ind til siden, hvor vi spiste vores medbragte frokost. Vi fik også tanken fyldt op med diesel, så vi kunne komme hele vejen til Harare. Man kan ikke bare tanke i Zimbabwe. Efter en fortjent pause kørte vi videre mod grænsen til Zimbabwe.
Vi kom godt ud af Mozambique og ind i Zimbabwe, ved Nyamapanda. Lige indtil vi kom til noget politi, der skulle kontrollere bilens motor – hed det sig. Her viste det sig at vi skulle have haft et officielt papir fra politiet i Malawi, om at bilen vi kører i, ikke er stjålet. Det havde vi ikke, og Levie stod og parlamenterede med dem en tid, indtil Lennart gik ud. ”I må lade bilen stå, tage en bus, et fly eller køre tilbage” var den besked vi fik.
Herfra gik turen gennem Tete provinsen og det der under borgerkrigen gik under betegnelsen Tete korridoren og som dengang blev betragtet som nogenlunde sikker.
Mange murstenshuse ligger stadig hen som ruiner og generelt, så der meget elendigt og fattigt ud overalt.
I Mozambique er alle huse samlet i store landsbyer – med markerne rundt om landsbyerne. Husene er bygget af store træstammer – sat i en cirkel og nogle af dem havde noget mudder klasket på – og så stråtage.
Vejen gik fra bjergene, ned mod Zambezi floden og jo længere vi kom ned begyndte vi også at se spor efter oversvømmelserne. Store stykker med majmarker var totalt ødelagt af vand.
Veksling af penge foregik ved et T – kryds – hvor nogle mænd stod med store seddelbundter og vekslede – det gav en bedre kurs end de officielle vekselsteder. Dette efter anbefaling fra embedsmænd ved grænsen.
Endelig kunne vi se floden og den store hængebro over den. Vi betalte et symbolsk beløb for at komme over broen.
Kort derefter fandt vi et sted at køre ind til siden, hvor vi spiste vores medbragte frokost. Vi fik også tanken fyldt op med diesel, så vi kunne komme hele vejen til Harare. Man kan ikke bare tanke i Zimbabwe. Efter en fortjent pause kørte vi videre mod grænsen til Zimbabwe.
Vi kom godt ud af Mozambique og ind i Zimbabwe, ved Nyamapanda. Lige indtil vi kom til noget politi, der skulle kontrollere bilens motor – hed det sig. Her viste det sig at vi skulle have haft et officielt papir fra politiet i Malawi, om at bilen vi kører i, ikke er stjålet. Det havde vi ikke, og Levie stod og parlamenterede med dem en tid, indtil Lennart gik ud. ”I må lade bilen stå, tage en bus, et fly eller køre tilbage” var den besked vi fik.
Torsdag d. 14.02.08
Da Lennart var i Zimbabwe i juni 2007 var morgenbuffeten stor og imponerende, men da vi kom den første morgen – var der ristede havregryn – cornflakes, mælk, frisk frugt og scones. Også fint, men i forhold til sidste gang Lennart var her, er det gået meget tilbage.
Harare er en rigtig storby med store, brede avenuer og gader, men ikke megen trafik. Der er mange tankstationer, men tydeligvis ikke benzin – da alle så mere eller mindre lukkede ud. For at købe brændstof til bilerne, skal man have nogle specielle kuponer, der kan købes på Forex bureauerne.
Nogle steder stod der et skilt – Fuel Yes.
Der var lange køer foran veksel bureauerne og den officielle vekselkurs ved grænsen var 30.000 Zim dollar til en US dollar.
På det parallelle marked, som selv regeringen bruger får man 8 mill Zim dollar for en US dollar.
Så for en kort bemærkning er vi millionærer, ja endda milliardærer. Her har man ikke pengene i sin pung, nej man har en stor kuvert i tasken, fyldt med store bundter af penge – sedler af en værdi på 10 mill. – der alle er påtrykt en udløbs dato – d. 30. 06.2008. Ingen af sedler har et billede at Mugabe. Rygtet vil vide at det skyldes, at han godt ved de ikke er mere værd end til at blive brugt som toiletpapir.
Det er et større arbejde at tælle penge op når vi køber noget – da et aftensmåltid koster 30 mill til 50 mill.
Da Zimbabwe har været et velstående samfund – er nedturen ikke så dramatisk og de fattige er ikke så fattige som i Malawi - men alligevel er det tydeligt et samfund i forfald. Alle er nervøse for valget og resultatet – også skræmt af hvad der er sket i Kenya.
Der er to hovedstammer – shona og ndebele. Robert Mugabe er shona, men måske heldigt nok er alle opstillede kandidater shona.
Derudover er der mange andre mindre stammer, hvor Tonga stammen oppe nordpå er den største. Der er også Tongaer i Malawi og Zambia.
Vi er kørt gennem store øde områder, hvor jorden ligger udyrket hen. Kun meget små stykker jord er tilplantet med majs, der de fleste steder står elendigt. Det regnede meget, endda for meget i december – januar, men nu har det ikke regnet i næsten 4 uger, så det ser ikke for godt ud.
Da Mugabe smed de hvide bønder ud – gav han jorden til landarbejderne. De er altid blev holdt nede, og ved ikke hvordan man dyrker et intensivt landbrug. Samtidig smadrede de hvide alt maskineri inden de forlod det. Så fra at have været Afrikas brødkurv, er Zimbabwe blevet områdets tigger.
Fredag d. 16.02.08
Fredag formiddag var vi alle fire på sight seeing – fik anbefalet et sted der hedder Doon Estate – der er en samling af butikker med mere brugskunst. Ved siden af det et stort åbent område, hvor der sidder kunstnere der laver skulpturer af sten. Det er alt sammen sten rester fra minedrift og der er mange smukke sten. Alt hvad de fremstiller er meget flot og imponerende. Men det meste er også meget stort, så derfor udenfor vores rækkevidde. Der var dog en lille kvinde – modelkvinde – der helt bestemt mente hun skulle med mig hjem.
Derefter gik vi rundt i alle de andre butikker og der var meget rigtig flot – og her blev det til en dejlig dug. De ting de sælger der, kan bl.a. andet også købes i Knuthenborg Safari park.
Ved middagstid var vi i lufthavnen for at modtage Christer, der skal være Nødhjælpens mand i Zimbabwe fra juni og bl.a. være med til at administrere de 9 mill. kr. der kom ind ved Danmarksindsamlingen. De skal bruges til et projekt for børn under 5 år – for at være med til at reducere børnedødeligheden
Lørdag d. 17.02.08
Lørdag morgen var det så tid til at køre videre, denne gang til Bulawayo – den næststørste by i Zimbabwe, der ligger sydvest for Harare. Vi var fordelt i to biler – den første med Sanye James og hendes mand Andreas – urobetjent fra Berlin. Sammen med dem kørte Christer samt en mand der skulle tilbage til Bulawayo. I vores bil Uffe Gjerding fra Zambia, Agness, Lennart og mig, samt Levie. Det gik hurtigt – max hastigheden er 120 km i timen, men vores tyske betjent, trådte lidt vel hårdt på speederen. Uheldigt for ham at han kørte først, da det også var ham der blev taget for at køre for hurtigt, og på stedet måtte betale 4 mill. dollars – der jo nok er gået lige ned i betjentenes lommer..
Det er en lang tur – og første store stop var i Gweru – hvor vi købte mad på en Chicken Inn – og kørte så lidt udenfor byen og fandt et skyggefuldt sted, hvor vi spiste.
Da vi drejede af fra hovedvejen – lå der en kvinde i vejkanten – der ikke så ud til at have det godt.
Da vi kørte fra stedet, stoppede vi op for at se om vi kunne hjælpe. Det var en ældre kvinde, tydelig afkræftet, og det hjalp at hun fik lidt vand og et par bananer. Muscha der var med, prøvede at komme i kontakt med hende, og lidt efter standsede en Mercedes i vejkanten og to velklædte mænd kom ud.
De forsøgte at finde ud af hvem kvinden var, hvor hun kom fra og hvor hun boede, og kom endelig frem til at hun nok var fra en landsby lidt længere oppe af vejen. Vi fik hende ind i bilen og fandt husene, men desværre kendte ingen hende der.
Men de havde da set hende ligge der dagen før, og det samme fortalte nogle andre vi spurgte også.
Der kom efterhånden lidt liv i hende – og der var ikke andet at gøre end at sætte hende af på vejen igen, med nogle bananer, to flasker vand og et stor pose brød.
Uden at være fordømmende, er det altså meget forstemmende, at man i et samfund, hvor det at bede til Gud er vigtigt, i alle henseender, og kirkegang et must – at man så ikke lever efter det. Måske har de bare ikke overskuddet til at tage sig af andre, når hverdagen er en stadig kamp for overlevelse??
Sanya mente bestemt at de to mænd, var fra sikkerhedspolitiet – de spurgte hende meget grundigt ud, ville have telefon nummer mm.
Vi kom til Bulawayo ved firetiden, kørte lige ind på Christian Cares kontor og hilste på inden vi blev vist ud til vores lodge Banffs Lodge. Igen et hyggeligt og pænt sted, ejet af hvide.
Maden var rigelig og god. De bor så tæt på grænsen til Botswana og Francistown, at det kan betale sig at køre derover og handle.
Milliarderne tælles
# posted by Mor - Merete @ 10:53 am 
