Tuesday, July 10, 2007
Projektbesøg med EU revisorer
Vi har lige haft en lang weekend, der fik et noget andet forløb end planlagt. Men pyt med det – det er blevet til en rigtig dejlig tur alligevel.
Fredag var det Independence dag, og officiel fridag.
I slutningen af 2006 søgte de fra Nødhjælpens kontor her, EU om støtte til et Community Based Sustainable Nutrition Project. (CBSN) De fik bevilliget pengene og er så småt gået i gang med det fra begyndelsen af 2007 og rigtigt fra maj måned i år.
Og hvad er så et CBSN?
Hovedideen i dette projekt er at flyttet en stor del af arbejde med at behandle og ikke mindst forebygge fejl – og underernæring ud i lokal samfundene. Meningen er også at undgå at mange børn skal indlægges og behandles. Kun de mest underernærede skal indlægges, og de skal hjem i lokalsamfundet, når den mest akutte fase er overstået.
Det er en belastning for en familie hvis et barn med mor skal være indlagt i lang tid – det kommer hurtigt til at gå ud over de tilbageværende børn.
Projektet skal gavne ca.20 000 mennesker, i ialt 13 enheder spredt over hele landet, så det var kun et meget lille udsnit vi så.
Andre organisationer, som det irske Concern har oprettet lignende projekter andre steder i landet.
Selve projektet bliver udført af Mercy Kwambiri – en af Lennarts programme officers i samarbejde med Bertha Mkwandira fra CHAM (Christian Health Association of Malawi).
Ude i de valgte projekt områder er der aftaler med en der administrerer det, en daglig leder, samt flere lokale ansatte med forskellige ansvarsområder.
Først og fremmest har de holdt møder med alle de lokale, traditionelle ledere – Village headmen og Høvdinge.
Der efter er der dannet komiteer i de udvalgte landsbyer, der er ansvarlige for udførelsen af selve projektet.
I alle landsbyerne bliver der opført et demonstrations køkken og lavet en demonstrations køkkenhave.
De børn der er fejlernærede og deres mødre kommer så med i projektet - kommer til jævnlige kontroller, får undervisning om rigtig ernæring, lærer at sammensætte en næringsrig diæt og at dyrke grøntsager der kan supplere den mad de har i forvejen. Børnene vil så i tilgift få noget ernæringsberiget tilskud, indtil de opnår en acceptabel vægt.
Det var lidt om baggrunden for vores besøg.
For nogen tid siden kom der så besked om at EU ville sende nogle revisorer for at se på hvordan det går. Og i sidste uge fik de at vide at de kom noget før beregnet, så derfor blev vores weekend planer ændret.
Lørdag formiddag kl. omkring kl. 10.30 kørte vi så her fra Lilongwe mod syd, via Salima og Mua Mission. Her skulle vi lige op for at betale et depositum for bestilling af 150 julekrybber, der skal sælges fra kontoret hjemme i København.
Fra Mua gik turen videre langs med Malawi søen til Club Makokola – et hotel ved søen lige før byen Mangoschi, der er en Distrikts hovedstad.
Fredag var det Independence dag, og officiel fridag.
I slutningen af 2006 søgte de fra Nødhjælpens kontor her, EU om støtte til et Community Based Sustainable Nutrition Project. (CBSN) De fik bevilliget pengene og er så småt gået i gang med det fra begyndelsen af 2007 og rigtigt fra maj måned i år.
Og hvad er så et CBSN?
Hovedideen i dette projekt er at flyttet en stor del af arbejde med at behandle og ikke mindst forebygge fejl – og underernæring ud i lokal samfundene. Meningen er også at undgå at mange børn skal indlægges og behandles. Kun de mest underernærede skal indlægges, og de skal hjem i lokalsamfundet, når den mest akutte fase er overstået.
Det er en belastning for en familie hvis et barn med mor skal være indlagt i lang tid – det kommer hurtigt til at gå ud over de tilbageværende børn.
Projektet skal gavne ca.20 000 mennesker, i ialt 13 enheder spredt over hele landet, så det var kun et meget lille udsnit vi så.
Andre organisationer, som det irske Concern har oprettet lignende projekter andre steder i landet.
Selve projektet bliver udført af Mercy Kwambiri – en af Lennarts programme officers i samarbejde med Bertha Mkwandira fra CHAM (Christian Health Association of Malawi).
Ude i de valgte projekt områder er der aftaler med en der administrerer det, en daglig leder, samt flere lokale ansatte med forskellige ansvarsområder.
Først og fremmest har de holdt møder med alle de lokale, traditionelle ledere – Village headmen og Høvdinge.
Der efter er der dannet komiteer i de udvalgte landsbyer, der er ansvarlige for udførelsen af selve projektet.
I alle landsbyerne bliver der opført et demonstrations køkken og lavet en demonstrations køkkenhave.
De børn der er fejlernærede og deres mødre kommer så med i projektet - kommer til jævnlige kontroller, får undervisning om rigtig ernæring, lærer at sammensætte en næringsrig diæt og at dyrke grøntsager der kan supplere den mad de har i forvejen. Børnene vil så i tilgift få noget ernæringsberiget tilskud, indtil de opnår en acceptabel vægt.
Det var lidt om baggrunden for vores besøg.
For nogen tid siden kom der så besked om at EU ville sende nogle revisorer for at se på hvordan det går. Og i sidste uge fik de at vide at de kom noget før beregnet, så derfor blev vores weekend planer ændret.
Lørdag formiddag kl. omkring kl. 10.30 kørte vi så her fra Lilongwe mod syd, via Salima og Mua Mission. Her skulle vi lige op for at betale et depositum for bestilling af 150 julekrybber, der skal sælges fra kontoret hjemme i København.
Fra Mua gik turen videre langs med Malawi søen til Club Makokola – et hotel ved søen lige før byen Mangoschi, der er en Distrikts hovedstad.
Pool og Baren på Club MakokolaClub Makokola er en meget flot lodge, men da revisorerne skulle bo der, havde Bertha og Mercy valgt det samme til os.
Efter ankomsten havde vi fri, resten af dagen, så Lennart og jeg, var en tur i vandet og nød solnedgangen og en kop kaffe. Men søen er kold på denne årstid – så det var ikke lang tid.
Samtidig lå der flere surfbrætter – hver med en mand over tværs, en pose med souvenirs, som de gerne vil sælge.
Solnedgang
Søndag morgen, venter på morgenmadSøndag morgen – tidligt op, og efter et herligt morgenbord – med alt hvad hjertet kan begære, gik turen så mod Katema Health Center, der ligger ca. 38 km fra hotellet. Det meste af vejen var rædselsfuld og vi brugte megen tid på at gætte på EU revisorernes reaktion på dette, og håbe på at de vil sørge for flere penge til bedre veje.
Der var en del nervøsitet, over at revisorerne kom så tidligt i projektforløbet, og der blev også spøgt en del med de skilte der er bestilt for længe siden, om de nu var blevet sat op som lovet, og andet af samme kaliber.
På Katema Health Center blev vi mødt af præsten fader Chipesa – katolsk præst, der er administrator af centeret og projektet.
Vi fik en kort introduktion og talte lidt om forløbet af besøget mandag. Derefter kørte vi ud til de to projekt steder, sammen med en medarbejder Vincent, medens præsten afholdt sin søndagsmesse.
Her er skiltet så sat opDen første landsby Kamzimbiri, var allerede godt i gang med at opføre deres demonstrations køkken, og havde anlagt en lille køkkenhave ved siden af. Bagved var de ved at grave et toilet hul.
Samtidig ankom Desirée Mphango – der er sygeplejerske og leder af CHAM medbringende midlertidige skilte der blev stillet op.
Alle skal lige se, hvem der er på besøg
Vincent orienterer om besøget næste dag 
Thumu - det næste midlertidige skilt
Der er allerede god gang i grøntsagerne
Desirée, Bertha og Mercy ser på vandforsyningen
Desirée og Mercy
Køkkenhaven er anlagt og klar til såning
Tilbage i Katema, der spises sukkerrør, mens vi venter på frokostTilbage til Katema, hvor der var lavet frokost til os og hvor de sidste detaljer blev aftalt. Derefter gik det tilbage af de forfærdelige veje til hotellet. Midt i dette blev vi vidne til et mindre drama. En lille en mands flyvemaskine, havde mistet sit ene baghjul under starten – og fløj frem og tilbage over søen og ind over land. Samtidig kom flere og flere strømmende til, medens en motorbåd krydsede frem og tilbage.
Omsider valgte piloten at sætte maskinen ned på vandet – og sprang ud i vandet lige før det ramte.
Han klarede det og kom ikke noget til, rejste sig og begyndte at redde sin lille maskine, og hældte samtidig vandet ud af sit kunstige højre ben. Da maskinen var på land igen, kom han op og fik en stiv whisky og gik videre.
Vi havde en stille aften, og hyggede os med Bertha og Desirée. Bertha fortalte om sin barndom, med en far der ejede en større fiskeflåde, megen jord og havde fem koner – var kristen.
Hun var ved at blive gift alt for tidligt, men hendes mor gemte hende, så hun undgik den skæbne og i stedet fik en god uddannelse.
Bland hendes søskende er det kun en bror der har en uddannelse, alle de andre lever på traditionel vis i den landsby hun kommer fra oppe nordpå. Men der sker langsomt en ændring og flere af familien ønsker sig nu en uddannelse. Så der sker langsomt en udvikling nedefra også.
Vi hilste på revisorerne allerede søndag aften – og Bertha havde hjemmefra tænkt på at udarbejde et kort resume af selve projektet og forløbet. Det fik de udleveret.
Samtidig arbejde hun og Desirée med at få de sidste rigtige skilte frem og sat op, så der var stor aktivitet.
Det første permanente skilt, der blev sat op tidligt om morgenenMandag morgen oprandt og vi mødtes ved morgenmaden, selv Mercy, der er noget længe om at komme, var der til tiden.
Efter morgenmad kørte vi så mod Katema – og EU havde valgt at køre i en rigtig dårlig bil – en Folkevogns bus – der bestemt ikke egner sig til de veje vi skulle køre på. Vi var høflige overfor dem, og lod dem køre først – da det også støver rigtig meget for tiden, hvor alt er tørt.
I Katema fik vi et kort oplæg om projektet og kørte derefter ud til det første sted. Det var det sted vi besøgte sidst om søndagen.
En folkevogns bus er ikke det smarteste køretøj til den slags veje. Alle de lokale blev bedt om at stige ud og gå over vandløbet.
Men de kom over også på vejen tilbage
Vi blev mødt af syngende kvinder der førte os ned til køkkenhaven. Undervejs dukkede der pludselig et sted op, hvor de siden søndag eftermiddag havde fået stablet en murstens produktion op. Effektivt.
Landsby høvdingen holdt en tale og fortalte om hvordan de havde dannet de forskellige komiteer, og var begyndt på køkkenhaven på eget initiativ. Samtidig gjorde ham opmærksom på de svære forhold for at få rent og nok vand til at vande og til at lave mad.Revisor Julian Chapman holdt en svartale og efter de sædvanlige ritualer ved sådanne besøg, kørte vi videre til det andet projektsted.
Her var også modtagelse med sang og dans – og vi blev stillet op på række og skulle trykke alle i hånd – fuldstændig som de kongelige gør.Derefter hen og se på deres aktiviteter og sandelig om de ikke lige over natten havde fået lavet sig en kompostbunke.
Endelig blev vi bænket på en lang række med vore to gæster i midten i de fine stole, blomster på bordet og taler igen.
Også her svarede EU revisoren.
Der danses og synges
Der lyttes til taler
Og så fik vi lige et lille drama opførtBesøget blev afsluttet på Katema Health Center med Cola, Fanta og kiks og lidt taler igen.
Den bedste var igen Julian Chapman, der udtrykte beundring for hvor langt de allerede var, glæde over at de havde valgt noget der lå så langt ude i bushen og ikke lige op af landevejen.
Alt for ofte havde han oplevet at man først var kommet i gang, når den tre årige projektperiode nærmede sig sin afslutning, så alt i alt en rigtig god evaluering der i den grad er en cadeau til medarbejderne.
Den bedste var igen Julian Chapman, der udtrykte beundring for hvor langt de allerede var, glæde over at de havde valgt noget der lå så langt ude i bushen og ikke lige op af landevejen.
Alt for ofte havde han oplevet at man først var kommet i gang, når den tre årige projektperiode nærmede sig sin afslutning, så alt i alt en rigtig god evaluering der i den grad er en cadeau til medarbejderne.
Tre gamle Bedstemødre
Da vi kom retur fra besøget i de to landsbyer, var det sidste af de permanente skilte sat op.Teksten her er på Yao sprog - da området hovedsaglig beboes af Yao stammen. De har et helt anderledes sprog, end Chechewa. Yao'erne er også overvejende muslimer, som en følge af at det var den stamme der i tidligere tider, hjalp de arabiske slavehandlere med at indfange slaver.
Et trist kapitel i landets historie.
På vores vej tilbage gjorde chaufføren Mr. Levie os opmærksomme på at de var løse elefanter i området, og viste os elefant gødning flere steder og endelig fik vi at vide at der var løver der levede i skovene omkring.
Dem mødte vi desværre ikke - det kunne ellers have været en fin afslutning på et spændende besøg.
Dem mødte vi desværre ikke - det kunne ellers have været en fin afslutning på et spændende besøg.
# posted by Mor - Merete @ 12:34 pm 
