Sunday, June 03, 2007

 

Projektbesøg i Nsanje

Projektbesøg i Malawi Overrisling af landbrugsjord i Nsanje: Den sydligste tip af Malawi udgør afslutningen af Great Rift Valley, der strækker sig gennem den nord-østlige del af Afrika. Området ligger kun nogle få meter over havets overflade og gennemstrømmes af Shire floden, der er det eneste afløb fra Malawisøen. Ved byen Nsanje løber floden ind i Mozambique og videre ud i den kæmpemæssige Zambesi flod. I regntiden er her varmt og fugtigt, over 40 grader. Landet er meget frugtbart, men befolkningen rammes næsten hvert år af både tørke og oversvømmelse. Regnen falder i store mængder i de omkransende bjerge og samtidig svulmer Shire floden op med vand fra Malawisøen. Det giver oversvømmelse, men der aflejres samtidig god landbrugsjord. I tørtiden fordamper vandet hurtigt på grund af den høje temperatur og dermed rammes befolkningen af tørke. I Shire floden er der derimod rigeligt med vand året rundt. Vejrforholdene bliver fortsat mere ekstreme på grund af den globale opvarmning.
Shire floden

Der bor ca. 500.000 mennesker i området. En afgrøde om året - i heldigste fald – rækker ikke til at mætte de mange munde. I mange år har befolkningen derfor været afhængig af nødhjælp. Folkekirkens Nødhjælp har i samarbejde med lokale partnere CARD (Churches Association for Relief and Development) og ELDS (Evangelical Lutheran Development Service) startet en række projekter, der går ud på at opdæmme regnvand så det ikke løber ud i Shire floden, men i stedet for siver ned i jorden og hæver grundvandstanden. Derved øges de vådområder, hvor befolkningen kan dyrke en ekstra afgrøde i tørtiden. Noget af det opdæmmede vand ledes også ud i gravede kanaler, hvorfra det med pedalpumper eller vindmøller kan pumpes op og overrisle marker. Endelig kan vandet benyttes til fiskedamme. Systemet af kanaler er samtidig med til at kontrollere vandmængderne og forhindre oversvømmelse af landsbyer og marker.

Ris marker


Kanaler til at lede vandet ind


Fiskedam

Så er der fisk


Kanal fra shire floden
Et andet projekt går ud på at grave et kanalsystem fra Shire floden, således at flodvandet kan benyttes til overrisling af marker i tørtiden.





Kvinder der vasker tøj og sig selv i Shire floden



Projekterne er såkaldte pilotprojekter, hvilket betyder, at man er startet på forsøgsbasis for at kunne indhente erfaringer undervejs. Efter et år står det klart, at principperne er brugbare, men der skal foretages yderligere forbedringer af kanalsystemerne og ikke mindst i den lokale befolknings organisering projekterne, for at disse skal blive bæredygtige på længere sigt. Eksempelvis så går der mere end en regntid før grundvandstanden er hævet og dyrkningsområderne udvidet. Den lokale befolkning, skal også være indstillet på, at der hvert år efter regntiden skal foretages oprensning af kanalerne. Endelig skal brugernes venteliste nøje overholdes, så det er de fattigste familier, der først får tildelt ekstra landbrugsjord. Det er partnernes opgave at bistå med organisering samt overvåge projekternes gennemførelse.

2007 Lennart Skov-Hansen
























Comments: Post a Comment



<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?