Mor - Merete I Afrika

På Kamuzu Central Hospital – KCH - er der ikke så mange børn indlagt for tiden. Det har været en god høst, regntiden er ovre for denne gang, så der er en kort pause inden de igen bliver indlagt med lungebetændelse mm, når det bliver rigtig koldt.

En stor del af mit arbejde for tiden går med Epilepsi patienter. Det er ikke uden problemer, da der de seneste par måneder har været problemer med at få en bestemt slags medicin – Carbamazepin.
Det betyder, at mange patienter enten ikke kan få deres medicin – nogle kan selv købe det, men det er de færreste.

Valget er så at lade folk skifte præparat – eller give dem til en uge af gangen, sådan at de skal komme herind en gang om ugen.

Det er noget af et dilemma. Vi er lykkelige for hver eneste dåse med Carbamazepin, vi kan få fingre i og vi vogter nidkært over dem.

Samtidig synes jeg det er svært, at skulle sætte folk i behandling med medicin, uden at være 100 % sikker på diagnosen. Jeg ved helt sikkert, at der er en del der får medicin, uden at fejle noget -.

Mine kolleger i Epilepsi klinikken har mange gode ideer til oplysning og undervisning af patienter og pårørende. Her i maj måned er de begyndt med støttegrupper, der skal mødes en gang om måneden. Her tager de forskellige emner op og drøfter, samtidig med at de underviser.
Veronica og Lucy vil også meget gerne ud på skoler og undervis og oplyse lærere og elever, da mange børn oplever at måtte forlade skolen på grund af stigmatisering og angst blandt de andre.
Her er menneskene ikke så anderledes end hjemme i Danmark.

Jeg har også været aktiv sammen med sygeplejerskernes tillidsrepræsentant på KCH – Matilda Munthali. Der er en fagforening for sygeplejerskerne, der har ligget noget underdrejet i mange år, men som nu via hjælp fra det norske forbund, er kommet i gang igen.
Matilda kæmper utrætteligt for bedre forhold for sygeplejersker og andet sunhedspersonale. For nogle måneder siden indledte samtlige sygeplejersker en ”arbejd efter reglerne” aktion. De ville passe deres planlagte arbejde og tjenester, men ville ikke tage ekstra arbejde, før de fik lovning på bedre løn.
Der gik panik i ledelsen og sundhedsministeriet, og mange fik pålagt at tage ekstra vagter, og aktionen faldt lidt til jorden.
Men man var alligevel blevet så bange for Matilda, at hun fik brev om at hun var forflyttet til sin hjemby – Karonga – helt oppe nordpå. Her viste fagforeningen at have sin berettigelse – man satte en advokat på sagen og truslen blev trukket tilbage.
Nu vil Matilda, gerne have lavet nogle sociale foranstaltninger der kan blive til hjælp og støtte for personalet.
Det drejer sig bl.a. om at få etableret en kantine samt nogle telefonbokse, hvor de kan tjene penge til andre aktiviteter.
Det er bl.a. en børnehave, samt et børnehjem til forældreløse børn af sundhedspersonale, der er døde – oftest af Aids relaterede sygdomme.

Matilda spurgte mig en dag om jeg har nogle ideer til finansieringen af dette. Mit svar, var at jeg mener at det skal være en kontakt fra Sygeplejeforbundet her til Dansk Sygeplejeråd.
Som sagt så gjort – Matilda fik skrevet et brev, og sammen besøgte vi så National Organisation of Nurses and Midwifes in Malawi – NANM.
De har en meget karismatisk direktør – Dorothy Ngoma. Hun synes om ideen, og er nu i gang med at få skrevet en henvendelse til DSR.
Så bliver det spændende at se hvad der kommer ud af det.