Mor - Merete I Afrika

En dag på Kamuzu Central Hospital

Jeg møder på arbejde en mandag morgen, som så mange andre. Veronica, min kollega er der allerede, og jeg kan se hun er træt.
I løbet af formiddagen, sidder hun flere gange og nikker med hovedet og gaber højlydt, medens der er patienter, vi behandler for Epilepsi.
Hvorfor er Veronica så træt - klinikken har været lukket i weekenden? Og hun skulle have haft fri!

Veronica har som så mange andre sygeplejersker her i landet haft ekstravagter i hele weekenden - og denne gang arbejdet fra søndag morgen, gennem en nattevagt til mandag og fortsætter så sit sædvanlige arbejde mandag morgen.Veronica er eneforsørger af sin familie - manden fik et slagtilfælde for et par år siden og er ikke kommet i arbejde igen. Der er fire børn, et barnebarn samt et par forældreløse slægtninge, som hun skal sørge for.Den almindelige løn, rækker slet ikke til det, derfor det meget ekstraarbejde.Dertil kommer at der mangler uddannet plejepersonale her i landet. Alt for mange er rejst til England , da løninger og arbejdsforhold det er bedre.
Endelig er der blandt de der bliver tilbage i landet, en del der er smittet med HIV og dør af Aids relaterede sygdomme.

Veronica ved skrivebordet på det lille kontor der udgør Epilepsiklinikken.

Malawis regering vil gerne hæve sundhedspersonalets lønninger med 53 %, men her er det så at Verdensbanken og Den Internationale Monetære Fond blander sig og bestemmer, hvor meget der må bruges indenfor enkelte områder i regeringens budget. Og der må ikke bruges for meget til sundhed. Gældslettelse og donationer skal primært bruges til private initiativer.

Indenfor det område jeg arbejder med – Epilepsi – har vi HELE 3 midler at vælge mellem – Fenemal, Fenytoin og Tegretol. Vi får måske lov til i år, også at ordinere Valproat. i Danmark har vi ca. 12 forskellige specialiserede præparater at vælge mellem.
Desuden er mulighederne for at diagnosticere patienterne korrekt yderst begrænsede.
Der findes kun et EEG apparat i landet og det virker ikke, der er ingen der kan betjene det og heller ingen der kan aflæse kurverne.
Så al diagnostik foregår ved samtale med patienten og pårørende og ud fra det stilles en diagnose og en behandling påbegyndes.
Med min viden og erfaring fra Epilepsi behandling i Danmark, føler jeg mig ofte usikker på om jeg gør det rigtige. Jeg er ikke glad for at uddele Fenemal og Fenytoin i de mængder vi gør, da de to præparater har mange, kedelige bivirkninger. Men det er mulighederne her.
Det bekymrer mig også at mange bliver "anfaldsfri" på minimale doser af medicin. Gad vide hvor mange vi behandler for epilepsi, som ikke har det ?

Når jeg ikke er i epilepsiklinikken, er jeg med på børneafdelingen. På modtageafsnittet, er der konstant overbelagt. Det er nærmere reglen end undtagelsen, at der ligger to - tre børn i hver seng.
Mange af børnene bliver indlagt med sygdomme, der skyldes Aids i udbrud – og så er mange af dem stærkt underernærede.

De bliver overflyttet til en Ernæringsenhed, hvor de bliver behandlet med beriget kosttilskud, vitaminer og medicin til at behandle deres Aids og følgesygdomme.
Når man ser på børnene, og samtidig deres mødre, er der ingen tvivl om hvem der er smittet med HIV.

De børn, har oftest ”sunde” mødre, medens de hvor underernæringen skyldes generelt dårlige levevilkår, ser mødrene lige så elendige ud som børnene.
Mødrene opfordres til at lade sig teste, så man kan få en ide om børnene også er positive. Man kan ikke udføre HIV testning på børn under 18 måneder - her vil antistoffer fra moderen vise et positivt resultat uden at barnet behøver være smittet.
Det er en god ting, at man kan behandle Aids med ARV – der forlænger livet og giver de børn der overlever et godt liv, men det tragiske er at de ikke, som voksne kan tillade sig selv at få børn, for derved bringer de jo HIV smitten videre. Derved bliver tragedien dobbelt, idet mange i dag dør, børn som voksne, men der bliver også store årgange der ikke kan komme til at få et normalt familieliv.

Sygeplejearbejdet består her mest i at give medicin til de mange indlagte børn. Der er ikke megen pleje - det må medindlagte pårørende sørge for.Jeg synes at alt for meget medicin gives i et drop også på de helt små. Og alt for tit ligger drop nålen ikke korrekt, så medicinen bliver sprøjtet ind under huden, og/eller man skal lægge nålen om.
Jeg behøver vel ikke at fortælle at det berører mig meget, at se og opleve at børn, skal fødes til så megen lidelse.