Mor - Merete I Afrika

Min Bil!

Den bil Lennart har købt til mig er noget for sig selv. Den er ganske lækker og kører fint, så ingen klager der, men den er sandelig også sikker, på alle måder.

Det er et helt ritual at starte den.
Venstre fod anbringes på et bestemt sted i bunden af bilen. Jeg har nu fundet ud af at det blot er for at jeg ikke skal savne fornemmelse af at bruge en kobling – den har jo automatgear. Troede ellers at det var vigtigt foden blev på det punkt for at den kunne køre. Ja sådan bliver man let til grin.

Det er vigtigt at alle sætter sig ind på en gang, og ikke noget med lige at skulle hente noget man har glemt – for så begynder alarmen pludselig at larme. Denne alarm for at bilen overhovedet kunne forsikres.

Nøglen sættes selvfølgelig i, drejes for at starte motoren. Det vil den dog ikke altid, bare lige, så må jeg låse og låse op igen, før den vil. Det er også vigtigt at holde foden på bremsepedalen. Så snart motoren er i gang, låser dørene automatisk, så er vi i sikkerhed!!!
Så skal håndbremsen slippes, bilen sættes i bakgear, og så bevæger den sig pænt.

Jeg har nu vænnet mig til at køre i den forkerte side af vejen, og orientere mig i venstre side af vejen, rundkørslerne er ikke noget problem heller, og jeg husker at bruge den rigtige kontakt til blinklyset nu.

Det er faktisk rigtig behageligt at køre med automatgear, det har jeg hurtigt vænnet mig til. Skal kun skifte gear, når jeg skal bakke.

Det kræver også sine særlige ritualer at standse den igen – bilen parkeres, og jeg skal sætte gearstangen på P og trække håndbremsen og endelig huske at træde på bremsepedalen, før jeg drejer nøglen om. Og vupti, låses dørene op og vi kan komme ud.